Tinderbox annoncerer store 90’er- og 00’er-ikoner: Groovebox-program på plads

Den odenseanske festival er tilsyneladende meget tæt på at kunne præsentere det fulde program. Nu er Groovebox-programmet også fuldendt.

I februar kunne Tinderbox tilføje yderligere seks navne til et allerede stjernespækket program. Og i samme ombæring lød det, at plakaten var 98 procent fuldendt.

Nu kan den fynske festival løfte sløret for yderligere seks navne, der tilsyneladende fortsat ikke bliver de sidste. Til gengæld udgør de det fulde program i Groovebox-teltet.

Den tydelige røde tråd er bibeholdt fra de seneste år, hvor fokus har været på nostalgiske navne, der særligt gjorde sig gældende i 90’erne og 00’erne – med et lille overlap fra de tidlige 10’ere.

Ét af navnene har været med siden lanceringen af Groovebox-scenen i 2018, men størstedelen af artisterne er helt nye i Tinderbox-regi.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto.

Groovebox-veteraner vender tilbage

Der er tilsyneladende ingen Groovebox uden Barcode Brothers.

Den danske trance-duo bag hits som ‘Dooh Dooh’, ‘Flute’ og ‘SMS’ har – kun afbrudt af coronapandemien – indtaget Groovebox-teltet hvert år siden 2018. Og det kommer de også til at gøre i 2026.

En anden, der tidligere har været en del af programmet er rapperen Johnson.

Han kan i 2026 fejre sit 20-års jubilæum, og i den forbindelse vender han tilbage til Groovebox-scenen, som han senest stod på i 2024.

Dj’en Hampenberg har ligeledes sat gang i festen på Tinderbox tidligere. I modsætning til 2023, kommer han dog ikke alene denne gang. I år har han nemlig Alexander Brown og Yepha med.

Trioen hittede i starten af 10’erne med ‘Skub til taget’ og ‘Klovn’. Og nu står de igen sammen på Groovebox-scenen.

Det bliver første gang for både Alexander Brown og Yepha.

Tinderbox får også for første gang besøg af finske Bomfunk MC’s, der særligt er kendt for hittet ‘Freestyler’, samt den ikoniske danske hiphopgruppe Humleridderne.

Se også
Tinderbox-programmet er 98 procent fuldendt med nyt internationalt band på plakaten

Fuldendt plakat er på vej

Med offentliggørelsen af Groovebox-programmet har Tinderbox nu løftet sløret for 61 navne.

Blandt dem er internationale hovednavne som Pitbull, Charlie Puth og Jamiroquai.

Selvom det tidligere lød, at plakaten var 98 procent fuldendt, og at den plakat nu er blevet udvidet med seks nye navne, er Tinderbox ifølge en pressemeddelelse endnu ikke helt færdige med programannonceringerne.

Festivalen, der allerede har udsolgt partout-, todags- og torsdagsbilletter, meddeler således, at det fulde program vil blive præsenteret i løbet af foråret.