Formand om Socialdemokratiets børnetid: ‘Det er på tide’

Socialdemokratiets nylige forslag om børnetid falder i særdeles god jord hos Mona Striib, forbundsformand for FOA. Ifølge formanden er kan forslaget resultere i en dagsorden som FOA længe har kæmpet for.

‘Derfor foreslår vi i dag en markant ændring af vores arbejdsliv. At alle får mulighed for – hvis man selvfølgelig vil – at gå på deltid, mens ens børn er små.’

‘Med økonomisk støtte i de timer, man går ned i tid. Mod at man til gengæld arbejder fuldtid, før man får børn og efter at børnene er blevet større. Vi kalder det børnetid.’

Sådan lød udspillet fra Mette Frederiksen og Socialdemokratiet i den absolutte slutspurt af 2026-versionen af folketingsvalget.

Mona Striib, der er forbundsformand for FOA, byder forslaget kærkomment velkommen.

Ifølge hende siger rigtig mange af FOA’s medlemmer, at de har svært ved at finde balancen mellem arbejdsliv og familieliv.

‘Det er en stor udfordring at få det hele til at hænge sammen. Det kan jeg godt forstå. Det er på tide, at vi giver børnefamilierne bedre vilkår,” siger Mona Striib i en pressemeddelelse fra FOA.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Mona Striib, forbundsformand for FOA. Foto: FOA

I pressemeddelelsen fremhæves det, at hver tredje kvinde i dag går på deltid, inden hendes første barn er fyldt syv år – mange af dem kommer ikke tilbage på fuld tid igen, lyder det.

Samlet set arbejder hver anden kvinde i Danmark på nedsat tid, hvorfor det vurderes, at forslaget om børnetid er med til at gør vejen lettere tilbage til fuldtid.

‘Det er vigtigt, hvis forslaget kan gøre op med deltidskulturen og få flere – også kvinder – på fuldtid. Mod at der så er mere tid derhjemme, når børnene er små. Det er en dagsorden, FOA har arbejdet for i lang tid,’ fortæller Mona Striib.

Mere end 60 procent af de ansatte på FOA’s område er på deltid, selvom de gerne vil op i tid.

‘Vi står midt i en historisk rekrutteringskrise, hvor vi har brug for at tiltrække og fastholde mange tusinde ansatte, hvis vi skal bevare velfærden i Danmark,’ siger hun og understreger, at arbejdsmiljø, sygefravær og faglighed bliver bedre, når flere medarbejdere er på fuldtid.

Ifølge Mette Frederiksens og Socialdemokratiets foreslag om børnetid, lyder det, at forældre skal bevare deres fuldtidsstatus, når de går ned i tid mens børnene er små og igen gå op i tid, når børnene bliver større.

Selve ordningen skal udvikles i en trepartsforhandling med også lønmodtagere og arbejdsgivere.

‘Invitationen til trepart er en udstrakt hånd, og den tager vi meget gerne imod. Der er god musik i det her, og det er et visionært og ambitiøst forslag til tiden. I FOA står vi klar til at gå ind i de vigtige drøftelser med en ny regering. Vi forventer også at treparten drøfter løsninger på, hvad børnefamilierne kan gøre, når børn er syge udover det overenskomsterne dækker,’ lyder det afsluttende fra Mona Striib.