Kort inden første koncert på deres næsten udsolgte arenaturné kan The Minds of 99 løfte sløret for to store annonceringer.
Fredag tager The Minds of 99 hul på en stort set udsolgt arenaturné, der strækker sig over de tre næste weekender.
Denne weekend starter de med to koncerter i Jyske Bank Boxen i Herning, før Royal Arena danner ramme om yderligere fire koncerter den 27. og 28. marts og den 3. og 4. april. Alle koncerter blev hurtigt udsolgt, men siden er der kommet ekstra billetter til de to sidste optrædener.
Da bandet annoncerede de seks koncerter sidste efterår, røbede de samtidig, at de endelig var tilbage i studiet efter ‘laaaaang tids pause’.
Det hårde arbejde i studiet har nu tilsyneladende båret frugt. Dagen inden deres store arenaturné kan The Minds of 99 nemlig løfte sløret for flere store annonceringer på én gang.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Flere store overraskelser
Torsdag kan flere medier – heriblandt Soundvenue – skrive, at The Minds of 99 udgiver en ny single.
Nummeret ‘Dét der udenfor’ udkommer fredag som den første single fra den nye plade, der efter sigende har fået arbejdstitlen ‘Sjælens alkymi’.
Det bliver det første nye album fra bandet siden 2022’s ‘Infinity Action’.
Hvornår Niels Brandt og kompagni slipper deres femte studiealbum løs, vides endnu ikke. Men bandets fans kommer efter alt at dømme ikke til at vente længe på at høre mere af det nye materiale.
Samtidig med annonceringen af den nye single har The Minds of 99 nemlig delt et billede i en Instagram-story.
Selvom billedet er delt uden nogen videre kontekst, kan man med timingen i mente deducere sig frem til, at de 18 sangtitler udgør sætlisten til bandets kommende arenakoncerter.
I så fald bliver det – måske ikke så overraskende – til et gensyn med ikoniske hits som ‘Ung kniv’, ‘Hurtige hænder’ og ‘Under din sne’.
Den nye single fremgår ligeledes af sætlisten, mens tre øvrige numre også synes at være løftet fra det kommende album.
Det er ‘Lange dage, korte år’, ‘Nye floder’ og ‘Skoven for bare træer’.
‘Emil’, ‘Hjertet følger med’ og ‘Som fluer’ runder desuden sætlisten af som ekstranumre.
Sætlisten til The Minds of 99’s arenakoncerter
‘Ung kniv’
‘Dét der udenfor’ (Ny)
‘Lange dage, korte år’ (Ny)
‘Alle skuffer over tid’
‘Solkongen’
‘Liber’
‘Hurtige hænder’
‘Nye floder’ (Ny)
‘K før ærlighed’
‘Og du blev til en hvid fugl’ (skrevet som ‘Hvid fugl’)
‘Skoven for bare træer’ (Ny)
‘Stor som en sol / Flad som en pandekage’
‘Stjerner på himlen’
‘Under din sne’
‘En stemme’
Ekstranumre:
‘Emil’
‘Hjertet følger med’
‘Som fluer’
