Bandet, der i 90’erne præsenterede et outsider-alternativ til britpoppens dominans, vender tilbage til Danmark med sange fra deres første to ikoniske plader.
I 90’erne var britpopbølgen med til at gøre britisk kultur cool igen.
Men ikke alle kunne se sig selv i den ofte lidt drengede hverdagspoesi, der førte bands som Oasis og Blur til toppen af hitlisterne.
Denne outsider-fornemmelse indkapslede Placebo, da de i 1996 brød igennem med deres selvbetitlede debutplade.
Nu tager de sangene fra den banebrydende debut og den ikoniske albumopfølger ‘Without You I’m Nothing’ med på turné, når 30-året for pladen, der startede det hele, skal markeres.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Et alternativ til de drengede britpopstjerner
Når Brian Molko og Stefan Olsdal tager deres to første plader med på en stor europæisk turné, bliver det med en sætliste, der indeholder numre, som ikke er blevet fremført live i mere end 20 år.
Det er samtidig numre, der i den sidste halvdel af 90’erne var soundtracket til livet for alle dem, der følte sig anderledes.
Placebos sårbare og melankolske tekstunivers satte blandt andet ord på den fremmedgørelse, som folk med en anden kønsidentitet og/eller seksuel orientering end normen kunne nikke genkendende til.
Forsanger Stefan Olsdals androgyne stemme og fremtoning præsenterede samtidig et andet mandeideal, end det der herskede i datidens britiske ‘lad culture’.
Selvom Placebo repræsenterede outsider-kulturen, opnåede deres støjende alternative rock alligevel bred mainstream-succes.
Både ‘Placebo’ og ‘Without You I’m Nothing’ gik platin og opnåede top ti-placeringer på den britiske albumliste – ligesom yderligere fire af bandets plader senere har gjort.
Begge album gjorde sig ligeledes gældende på den hjemlige singlehitliste, hvor numrene ‘Nancy Boy’, ‘Pure Morning’ og ‘You Don’t Care About Us’ alle opnåede top fem-placeringer.
Opgraderer kapaciteten
Placebo optrådte senest i Danmark i oktober 2022, hvor de indtog Vesterbro-spillestedet Store Vega.
Dengang havde bandet deres seneste studiealbum ‘Never Let Me Go’ med i bagagen.
Den 24. oktober 2026 rykker de i større lokaler i K.B. Hallen på Frederiksberg, og denne gang er de aktuelle med en nyindspillet version af debutpladen, der udkommer i juni.
Det officielle billetsalg starter fredag den 27. marts klokken 10.00 via livenation.dk og billetlugen.dk.
