Amerikansk band indtager K.B. Hallen med 00’er-hits og nyt album

Illustrationsfoto.

Bandet der står bag flere store 00’er-hits vender tilbage til Danmark under et år efter deres seneste koncert i landet.

Selvom de ikke havde udgivet en ny plade siden 2014, kunne The Fray sidste år blæse et fuldstændig udsolgt Store VEGA bagover.

Den store interesse for det amerikanske rockbands danske optræden fortæller en del om den vedvarende popularitet for de tidløse hits, bandet udgav i løbet af 00’erne.

Klaverfyldte poprock-numre som ‘You Found Me’, ‘Over My Head (Cable Car)’ og især ‘How to Save a Life’ trækker stadig store streamingtal årtier efter bandets kommercielle storhedstid.

The Fray havde godt nok også en ny EP med til København i 2025, men nu vender de tilbage i endnu større rammer og med et spritnyt album i bagagen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

The Fray består i 2026 af trioen Joe King, Dave Welsh og Ben Wysocki. PR-foto: Aaron Parsons

Første album med ny forsanger

Fredag den 13. marts sendte The Fray deres femte studiealbum ‘A Light That Waits’ på gaden.

Pladen er ikke blot det første fra bandet i 12 år. Det er samtidig også den første med det stiftende medlem Joe King som frontmand.

King har tidligere ageret forsanger på enkelte numre, men han indtog primært rollerne som rytmeguitarist, bassist og backing-vokalist indtil 2022, hvor den oprindelige forsanger Isaac Slade forlod bandet.

De mangeårige medlemmer lead-guitarist og bassist Dave Welsh samt trommeslager Ben Wysocki runder The Fray-konstellationen anno 2026 af.

Selvom manden, hvis stemme i 00’erne blev synonym med bandets lyd, ikke længere er en del af The Fray, har de tilbageværende tre medlemmer så tæt et forhold til bagkataloget, at de formår at levere numrene med lige så stor nerve og autenticitet, som de oprindelige versioner havde.

Og med udgivelsen af bandets første plade som trio, bliver en ny og særegen dimension tilføjet til The Frays koncertformat.

Se også
Berygtet tysk rapper indtager Danmark

Tager nyt album med på stor europæisk turné

I januar kunne The Fray annoncere den amerikanske ‘Summer of Light Tour’ i forbindelse med udgivelsen af det nye album.

Og nu kan de forlænge turnéen ind i efteråret med en europæisk afdeling under navnet ‘Autumn Light Tour’.

Turnéen, der blandt andet kommer forbi Berlin, London og Paris, besøger Danmark den 31. oktober.

Her står K.B. Hallen på Frederiksberg klar til at danne ramme om en aften, der skal forsøge at matche den storslåede energi fra sidste års Store VEGA-koncert.

Billetsalget starter fredag den 20. marts klokken 10.00.