Rolf Sørensen har været savnet i TV 2’s Tour-dækning de seneste to år. I 2026 vender han tilbage på skærmen under det franske løb.
For mange danskere er Rolf Sørensen og Dennis Ritters stemmer på fjernsynet indbegrebet af sommer.
I mange år var de to makkere fast inventar i kommentatorboksen under verdens største cykelløb, Tour de France.
Men i de seneste to år har Rolf Sørensen måttet melde afbud – i første omgang grundet helbredsmæssige problemer og sidste år på baggrund af private årsager.
Nu har TV 2 nyt om den tidligere stjernerytters Tour-fremtid.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Kan ikke klare tre uger på de franske landeveje
Mange har ventet i spænding på Rolf Sørensens tilbagevenden til TV 2’s Tour de France-dækning.
Og nu kan TV 2 altså fortælle i en pressemeddelelse, at en af Danmarks mest vindende cykelryttere nogensinde er tilbage på sendefladen i forbindelse med det franske løb.
Havde man set frem til at høre det genkendelige samspil mellem Rolf Sørensen og Dennis Ritter i kommentatorboksen, er der dog skuffende nyheder.
“Jeg har cyklet Tour de France syv gange, haft den gule førertrøje og kommenteret løbet 18 gange for TV 2, hvoraf de 17 af dem har været med Dennis Ritter ved min side. Det har været et privilegie, men som de seneste to år også har vist, er det for opslidende for mig at skulle med rundt i Frankrig på trods af min store kærlighed til løbet. Derfor er jeg meget glad for denne løsning, hvor jeg stadig kan være en del af holdet – bare i en anden funktion,” siger Rolf Sørensen i en pressemeddelelse.
Ved det kommende Tour de France bliver Rolf Sørensen altså ikke sendt til Frankrig.
I stedet bliver han hjemme i Danmark, hvor han skal agere ekspert og bidrage med indsigter, perspektiver og analyser i TV 2’s sportsnyheder, på TV 2 News og i ‘Go’ Morgen Danmark’.
“Vi er glade for, at Rolf Sørensen igen bliver en del af vores Tour-dækning. Vi har haft en løbende og vigtig dialog med Rolf Sørensen for at finde en løsning, der passer ham, og som gør, at vores seere og brugere stadig kan få glæde af hans store indsigt i form af skarpe analyser og perspektiver på årets Tour de France,” siger John Jäger, TV 2’s chefredaktør på Tour de France, i en pressemeddelelse.
Kan snart afsløre nyt kommentatorhold
Da Rolf Sørensen for første gang var en del af Tour-dækningen i 2003, var det ligeledes i rollen som ekspert.
Siden 2006 har han dog primært siddet i kommentatorboksen, hvor han mellem 2007 og 2023 har haft Dennis Ritter ved sin side.
I Rolf Sørensens fravær har Dennis Ritter blandt andre haft Christian Moberg, Trine Schmidt og Emil Vinjebo som supplement i Tourens lydbillede.
Ifølge John Jäger vil TV 2 snart løfte sløret for, hvem der udover Ritter skal sidde i kommentatorboksen, når Tour de France starter den 4. juli i Barcelona.
“Rolf og Ritter er som kommentatorpar nærmest et selvstændigt brand i TV 2, så det er selvfølgelig nærliggende at spørge, hvem der nu skal sidde ved siden af Dennis Ritter under løbet – det glæder vi os til at fortælle mere om i nærmeste fremtid,” lyder det.
