Denne mand blev henrettet i nat: Her er hans sidste ord

Her ses Billy Kearse Foto: Florida Department of Corrections

En amerikansk mand, der dræbte en politibetjent i en brutal hændelse, er i nat blevet henrettet i et fængsel i USA. Her er hans grusomme forbrydelse, og hvad hans sidste ord i hans liv var

En mand, som er dømt for at have dræbt en betjent, er tirsdag blevet henrettet med en dødelig indsprøjtning i den amerikanske delstat Florida.

Den 53-årige Billy Kearse blev klokken 18.24 lokal tid – natten til onsdag klokken 00.24 dansk tid – erklæret død i et statsfængsel i byen Raiford. Det oplyser Floridas fængselsmyndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kearse var dømt til døden for skuddrabet på politibetjenten Danny Parrish under en færdselskontrol i 1991.

Han havde forinden snuppet betjentens tjenestepistol, som han brugte til at skyde betjenten, skriver nyhedsbureauet AP.

Henrettelsen begyndte kort efter klokken 18.00 lokal tid.

Forinden havde en fængselsinspektør spurgt Kearse, om han ville sige nogle sidste ord.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses Billy Kearse Foto: Florida Department of Corrections

– Jeg vil gerne sige til hans familie, at jeg oprigtigt beklager det, jeg har gjort. Det er umuligt for mig nogensinde at gøre det godt igen, svarede Kearse.

En række betjente og flere af den afdøde betjents familiemedlemmer var samlet for at overvære henrettelsen, skriver AP.

Tirsdagens henrettelse er ifølge AFP den femte i USA i år og den tredje i Florida. De øvrige to henrettelser er sket i delstaterne Oklahoma og Texas.

I USA blev der sidste år foretaget 47 henrettelser. Det er højeste antal i landet siden 2009, hvor 52 personer blev henrettet.

Delstaten Florida stod i 2025 for 19 henrettelser, hvilket var det højeste i en enkelt delstat. Herefter fulgte Alabama, South Carolina og Texas, hvor der var fem i hver delstat.

39 af henrettelserne sidste år blev udført med dødelig indsprøjtning. Tre blev udført ved at skyde den dødsdømte, mens fem blev henrettet ved brug af nitrogen. Det indebærer, at der pumpes nitrogengas ind i en maske, hvilket får den indsatte til at blive kvalt.

Dødsstraf er afskaffet i 23 af USA’s 50 delstater. De tre delstater Californien, Oregon og Pennsylvania har midlertidigt suspenderet muligheden for dødsstraf.

Præsident Donald Trump er tilhænger af dødsstraf. Han har opfordret til at udvide brugen af den i tilfælde af det, han har omtalt som “de mest afskyelige forbrydelser”.

/ritzau/