En 40-årig polsk mand bliver tidligt torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør, efter en alvorlig hændelse natten til torsdag. Politiet oplyser, at en politiassistent blev bragt i fare som følge af mandens ageren.
En 40-årig mand bliver klokken 13 fremstillet i grundlovsforhør, efter han natten til torsdag blev anholdt og sigtet for et indbrud.
Det er dog ikke udelukkende med den sigtelse, at den 40-årige polak møder op til retsmødet.
I en meddelelse på tjenesten Politi Update oplyser politiet, at manden også er sigtet for at have bragt en politiassistent i fare.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det skete, da han i sin bil kørte frem mod og ramte politiassistenten på benet, da han forsøgte at køre væk fra Nymøllevej i Lyngby, hvor indbruddet skulle være sket, skriver Nordsjællands Politi.
Den polske mand blev klokken 04.45 anholdt på en tankstation i Søborg.
Den ramte politiassistent blev desuden undersøgt på hospitalet, men kom ifølge politikredsen ikke til skade i forbindelse med hændelsen.
Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvordan den 40-årige mand forholder sig til sigtelserne.
Grundlovsforhøret afholdes ved Retten i Lyngby.
I Nordsjællands Politis døgnrapport gives der yderligere oplysninger om hændelsen.
Heri beskrives det blandt andet, at det var en anmeldelse om et indbrud i en virksomhed, der indgik klokken 03.50, som fik betjente til at rykke ud.
Da en politipatrulje ankom ved virksomheden kunne en bildør høres åbne og lukke.
Bilen var med polsk registreringsnummer og kørte frem mod den ene politiassistent, der sprang til side og altså her blev ramt på benet.
