Dansk musiklegende springer ud som filmskaber på CPH:DOX

En af Danmarks allerstørste sangskrivere debuterer som filminstruktør på årets CPH:DOX, der byder på et formidabelt musikprogram.

Mandag kan den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX løfte sløret for musikprogrammet på årets festival.

Der er både musikfilm, koncerter og oplevelser på programmet, der henvender sig til det musikinteresserede publikum.

Og det er altså noget af et program, arrangørerne af den verdenskendte festival har stablet på benene.

CPH:DOX anno 2026 byder blandt andet på portrætdokumentarer om ikoner som Nick Cave, Marianne Faithfull og Judas Priest samt koncerter med blandt andre Lydmor og den grønlandske rapper Tarrak.

Og så debuterer en af Danmarkshistoriens største sangskrivere som kunstfilmskaber.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

‘Et unikt kunstværk af en film’

Siden det store gennembrud i starten af 80’erne som forsanger i punk- og new wave-bandet Kliché har Lars H.U.G. leveret den ene klassiker efter den anden.

Fra ikoniske Kliché-numre som ‘Militskvinder’ og ‘Bravo Charlie’ til egne sange som ‘Elsker dig for evigt’ og ‘Natsværmer’ – Lars H.U.G. har i den grad sat sit aftryk på den danske sangskat.

Han har ligeledes gjort sig som billedkunstner, mens han også har udfoldet sig kreativt i filmens verden – primært som komponist.

Han har dog også et par mindre roller i danske film på cv’et – blandt andet i ‘Mord i Paradis’, der havde en anden stor sangskriver, Michael Falch, i hovedrollen.

Og så har han medvirket i dokumentaren ‘Hugland’.

Se også
Popkomet udvider udsolgt turné med karrierens største koncerter

Men nu debuterer han altså som filminstruktør med kunstfilmen ‘Metameta – The world without us’.

Filmen, som Lars H.U.G. selv producerer og distribuerer, er skabt i samarbejde med en række andre instruktører og tager udgangspunkt i musikerens krøllede og kreative hjerne.

På festivalens hjemmeside beskrives filmen som ‘et unikt kunstværk af en film’, der er både ‘vanvittig og uforudsigelig’.

Fans kan tilmed se frem til at høre flere nye numre, der debuterer som en del af filmen.

Visningen den 21. marts på CPH:DOX bliver den eneste visning af ‘Metameta – The world without us’ i København.

Og det bliver altså en helt særlig biografkoncert, hvor Lars H.U.G. og flere andre musikere opfører filmens musikalske lydside live på Bremen Teater.

Korte videoer