Politiet beder tirsdag om hjælp, efter at en buschauffør mandag blev stukket ned i forbindelse med et groft knivrøveri, og en taxachauffør senere blev udsat for en lignende hændelse.
Mandag skete en alvorlig hændelse, da en buschauffør blev stukket i brystregionen af en mand under kørslen.
Politiet var hurtigt på stedet og fik hjulpet den sårede chauffør, men gerningsmanden var sluppet væk, før de kom.
Og nu beder politiet om hjælp til at opklare sagen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Tirsdag lyder det nemlig i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi, at kredsen har brug for hjælp til identificere gerningsmanden.
Knivoverfaldet skete mandag klokken 16.05 på Axel Gruhns Vej i Højbjerg ved Aarhus.
Gerningsmanden stak chaufføren og forsøgte at true sig til nogle kontanter. Senere begik den formodentlig samme gernings mand et lignende røveri på en taxachauffør, lyder det.
Røveriet mod taxachaufføren blev anmeldt klokken 19.43 og skete på Rosenhøj i Viby J. Taxachaufføren kom dog ikke til skade.
“Der er tale om en meget grov og alvorlig forbrydelse, og derfor hører vi naturligvis også gerne fra vidner eller andre med relevante oplysninger for politiets efterforskning af sagen,” siger politikommisær i Østjyllands Politi Carsten Andersen.
Han uddyber, at det både gælder, hvis man har været til stede i områderne omkring gerningstidspunktet eller har brugbar viden om den efterlyste gerningsmand.
Beskrivelsen af gerningsmanden passede med hinanden fra begge hændelser, og derfor kommer politiet med et signalement.
Det lyder, at han er 20 til 30 år, omkring 180 centimeter høj, spinkel til almindelig bygning, mørk i huden og taler dansk med accent.
Han var iført sort tøj i form af sko, handsker, bukser og jakke. Han var desuden maskeret.
Hvis man har oplysninger om sagen beder politiet, at man ringer 114.


