Kongeskibet Dannebrog lægger i 2026 til i tre danske kommuner, hvor de lokale kan hilse på Kong Frederik og Dronning Mary.
Til sommer får en række danske kommuner besøg af Kongeparret under det årlige Dannebrogstogt.
Kong Frederik og Dronning Mary viderefører dermed den mangeårige tradition, der opstod tilbage i Christian 9.’s tid.
Det bliver Kongeparrets tredje sommertogt efter tronskiftet i 2024.
På Kongehusets hjemmeside kan de nu løfte sløret for de tre kommuner, der i løbet af fire junidage får royalt besøg.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Besøger Jylland, Fyn og Sjælland
Sidste år satte Kongeskibet Dannebrog kurs mod Kattegat og Nordjylland.
Her fik kommunerne Frederikshavn, Thisted, Læsø og Samsø besøg af Kongeparret.
I 2026 bliver besøgende fordelt på både Jylland, Fyn og Sjælland – ét besøg hvert sted.
Det betyder også, at der modsat sidste år er afsat en dag til sejlads undervejs.
Kongehuset meddeler, at Kongen og Dronningen officielt går ombord på Kongeskibet Dannebrog den 6. maj, hvor årets sejlsæson indledes.
Det er dog først den 1. juni, at årets sommertogt begynder.
På førstedagen er det H.C. Andersens hjemstavn, Odense Kommune, der tager imod Kongeparret.
Herefter rejser Frederik og Mary til Jyllands næsetip – også kendt som Norddjurs Kommune – hvor de aflægger besøg den 2. juni.
Den 3. juni bliver brugt på havet, hvorefter sommertogtet afsluttes i Holbæk Kommune den 4. juni.
Et tætpakket program
Kongehuset kan endnu ikke løfte sløret for sommertogtets officielle programpunkter.
Det forventes dog, at Kongeparret som sædvanligt vil besøge en række lokale vartegn, politiske og kulturelle institutioner samt virksomheder.
Og programmet er som regel tætpakket.
Sidste år gik turen blandt andet forbi Sæby Glaspusteri, Naturlandsbyen i Doverodde og Anton Rosens Hus på Samsø.
Undervejs var der også receptioner på Kongeskibet Dannebrog for indbudte gæster.
Kongeskibets besætning, hvoraf størstedelen er værnepligtige, vil undervejs tage del i opgaver som farvandsovervågning og søredning.
I 2026 vil der være 37 værnepligtige på Dannebrog.
