USA med vild melding om Grønland-aftale: ‘Vi får meget store områder’

USA’s vicepræsident fortæller i nyt interview om det møde, han for nylig havde med blandt andre Løkke i USA.

Den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, mener, at USA får langt mere med en ny rammeaftale om Grønland, end amerikanerne havde tidligere.

– Vi har helt klart fået meget mere, end vi havde i forvejen, siger J.D. Vance, da han bliver interviewet i The Megyn Kelly Show.

Vance uddyber dog ikke, hvad USA rent faktisk har fået.

USA’s præsident, Donald Trump, bekendtgjorde i januar, at han var blevet enig med Natos generalsekretær, Mark Rutte, om rammerne for en aftale om Grønland og Arktis. Det skete, efter at Trump i længere tid har gjort krav på øen.

Det er dog fortsat sparsomt med detaljer om aftalen mellem Trump og Rutte.

J.D. Vance fortæller om det møde, som han havde i USA i midten af januar med USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt.

– Vi havde en rigtig god samtale. Og det er sjovt, fordi europæerne er så venlige privat og er villige til at gå på mange kompromisser, og så angriber de os offentligt og siger, at de ikke vil samarbejde med amerikanerne. Undskyld, men det er alt sammen løgn, siger Vance i The Megyn Kelly Show.

– Vi ved allesammen, at den her situation bliver løst. Jeg tror, det er en løsning, der er god for Europa, og vigtigst af alt er det en løsning, der vil være god for USA. Men det er ikke sandt, at de ikke har indgået kompromisser og givet indrømmelser til USA, tilføjer Vance.

Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, åbnede for nylig lidt op om processen for den rammeaftale, der skal være løsningen på situationen mellem Danmark, Grønland og USA.

Jeff Landry fortalte til det amerikanske medie The New York Times, at rammeaftalen for Grønland bygger videre på forsvarsaftalerne fra 1941 og 1951 mellem USA og Danmark.

I interviewet kalder Vance Danmark for “en af de bedre Nato-allierede”, men mener stadig, at Danmark har investeret alt for lidt i sikkerhed sammenlignet med russerne og kineserne.

Han taler om ejerskab af Grønland og opstiller et scenarie, hvor USA kommer til undsætning, fordi Rusland eller Kina påvirker et kritisk missilforsvarssystem.

– Men det får vi ikke noget for. Det er en unfair situation. USA har ikke noget ejerskab over Grønland, og vi får ikke nogen af fordelene.

– Så lad os omskrive reglerne lidt: Hvis USA skal forsvare hele verdens missilforsvarssystemer, så skal vi også have noget til gengæld, siger Vance.

/ritzau/

Voldsomt uheld: Ung mand mister livet – ‘bilen er rullet rundt og totalsmadret’

Korte videoer