Klar til semifinalen: Danmark smadrer Norge af banen

Danmarks håndboldherrer efterlod ingen tvivl om, at man ville vinde sin mellemrundegruppe ved EM. I den sidste kamp blev Norge kvast med 38-24 efter 19-16 ved pausen.

Allerede før kampen var de fire semifinalister fundet, efter at både Island og Kroatien i modsatte gruppe klarede ærterne selv ved at vinde. Det betød farvel til Sverige, før holdet havde mødt Schweiz.

I Danmarks gruppe vandt Tyskland over Frankrig i den direkte duel om at ledsage danskerne til semifinalerne. Dermed kendte Danmark også præmisserne inden mødet med Norge.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto

Sejr ville give gruppesejr og en semifinale mod Island. Uafgjort eller nederlag ville gøre Danmark til gruppetoer og betyde semifinale mod Kroatien.

Hverken Norge eller Danmark var mødt op med et forsvar, og målene peb ind i begge ender af banen fra start. Inden uret rundede ti minutter, stod det 7-7.

Så fik Mathias Gidsel en sjælden tominutters udvisning i et tilbageløb. Et par tekniske fejl fra danske hænder gav Norge scoringer i tomt mål, og ved 7-10 kaldte Nikolaj Jacobsen til timeout.

Han fik justeret forsvaret lidt, så Norge skulle bruge flere kræfter på at komme til chancer. Og Danmark åd sig ind i kampen igen.

Kort efter var der EM-debut til nyindkaldte Thomas Arnoldsen, og det gav en ny dimension til det danske angreb. Arnoldsen er som Pytlick og Gidsel enormt gennembrudsstærk, og det gav Norge mere at skulle fokusere på.

Hullerne i den i forvejen hullede norske defensiv blev større, og Danmark havde let ved at komme til åbne skud.

Bag et forbedret forsvar fik Emil Nielsen også bedre fat, og i de sidste ti minutter dominerede Danmark. Selv om Norge gik i syv mod seks for at komme lettere til scoringer, slog Danmark et hul på tre mål ved pausen.

Danskerne kom ud som lyn og torden efter pausen. Emil Nielsen snuppede tre-bolde, og i den anden ende sørgede Emil Jakobsen, Niclas Kirkeløkke og en skruebold fra Gidsel for en dansk føring på 22-16.

Det havde nordmændene slet ikke midlerne til at komme tilbage fra. De fandt ikke løsningerne i det stationære angrebsspil, hvor den danske defensiv havde fået bedre fat.

Samtidig fortsatte Gidsel, Pytlick og Arnoldsen med at vise sig frem som den trio, der kan blive guld værd for Danmark i sidste ende.

Det tempo i angrebsspillet, som Danmark har søgt efter ved EM, begyndte at vise sig, og der blev chancer i en lind strøm.

Med et kvarter igen var føringen på otte mål, og så fik Simon Pytlick fyraften. Fem minutter senere kunne Gidsel og Emil Nielsen stemple ud.

Det bremsede dog ikke afklapsningen. Intet fungerede for Norge, mens Danmarks reserver præsenterede sig flot og udbyggede sejren. Simon Hald kom på måltavlen. Det samme gjorde Mads Mensah. Endda to gange.

Fredag gælder det EM-semifinale mod Island.

Korte videoer