En trafikulykke kostede i sommer en 18-årig mand livet. Byret frifinder chauffør for uagtsomt manddrab. Efterfølgende har et stort kaos udspillet sig i retslokalet.
En 47-årig lastbilchauffør frifindes for uagtsomt manddrab efter en ulykke i Janderup i nærheden af Varde.
Det har Retten i Esbjerg afgjort, skriver JydskeVestkysten.
Ulykken, som skete i juli 2025, kostede en 18-årig lærling, som kørte med i lastbilen, livet.
Ifølge anklageskriftet i sagen, som Ritzau har set, kørte chaufføren ud i rabatten, hvor lastbilen endte i grøften og ramte et træ.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det var anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politis påstand, at den 47-årige mand ikke kørte efter forholdene og undlod at efterkomme færdselstavler på vejen.
Det skulle koste manden en bødestraf og en betinget frakendelse af førerretten, mente anklageren.
Den 47-årige mand kom ifølge JydskeVestkysten også selv til skade i trafikulykken.
Efter rettens frifindelse råbte et familiemedlem til den afdøde 18-årige mand ad chaufføren ifølge JydskeVestkysten.
‘Hvorfor kan du ikke bare sige, at det er dig, der har slået ham ihjel.’
‘Du slog Lucas ihjel – jeg slår fucking dig ihjel,’ skulle familiemedlemmet have råbt ind i hovedet på chaufføren.
Han blev ført ud af retssalen af nogle af de andre pårørende, der var til stede. Lastbilchaufføren brød efterfølgende sammen og begyndte at græde.
Flere medier har tidligere beskrevet, at mere end 100 lastbiler kørte i kortege, da den 18-årige mand blev bisat efter ulykken.
