Mor med spædbarn udsat for uhyggelig oplevelse

Fredag formiddag, da en mor gik en tur med sin tre uger gamle datter i en barnevogn, blev hun pludselig antastet af en ung mand, der gjorde noget særdeles uhyggeligt. Politiet efterforsker nu hændelsen.

En kvinde endte fredag formiddag omkring klokken 10.40 i en meget uhyggelig situation, da en ung mand antastede hende.

Kvinden var ude at gå en tur med sin blot tre uger gamle datter, der lå i en barnevogn, da den unge mand henvendte sig i en fodgængerovergang.

‘En ung mand antastede mig og forsøgte at fravriste mig min datter ved at forsøge på at hive hende op af barnevognen,’ skriver moren i et opslag, der er delt på Facebook.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Ifølge kvinden fandt den uhyggelige hændelse sted midt i fodgængerovergangen ved Nørrebros Runddel.

Der var ifølge hende mange mennesker i området, hvorfor hun i opslaget også søger vidner.

Se også
Skrækkeligt fund i det iskolde vand

Til B.T. bekræfter Københavns Politi, at man har modtaget en anmeldelse fra moren. Politikredsen oplyser, at man også søger vidner.

“Vi undersøger en sag, hvor en person har rakt ud efter en baby. Vi har sendt efterforskere ud til området og er i gang med at indhente overvågningsbilleder,” siger vagtchef Dyre Sønnicksen til mediet.

Politiet oplyser, at vidner kan kontakte politiet på telefon 114.

Man håber særligt, at en specifik mand giver sig til kende.

‘Vi vil rigtig gerne tale med den mand, der hjalp hende,’ oplyser vagtchefen afsluttende.

I kvindens opslag på Facebook oplyser hun, at hun har det okay efter omstændighederne, men er ‘meget rystet over episoden’.

Der er ikke delt noget signalement af den unge mand.

Se også
Ægtepar knivstukket under voldsom hændelse i hjemmet

Korte videoer