Gambler på død og ødelæggelse: Forarger minister

Den amerikanske bettingplatform Polymarket tilbyder væddemål på alt fra politiske begivenheder til krige og invasioner – til stor forargelse for den danske skatteminister.

“Verdens største forudsigelsesmarked.”

Sådan omtaler den amerikanske bettingplatform Polymarket sig selv.

Odds er for længst rykket ud over sportsverdenen, og Polymarket er blandt de udbydere, der lader brugere af platformen spille på stort set alt mellem himmel og jord.

Forvilder man sig ind på hjemmesiden, bliver man blandt andet mødt af oddsforslaget: “Epsteins klientliste offentliggjort i 2025?”

Men det stopper ikke der.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

På hjemmesiden er det også muligt at satse penge på krige og invasioner.

Ifølge B.T. blev der gamblet for hele 376 millioner kroner på et væddemål om våbenhvile i Ukraine og 33 millioner kroner på, om Donald Trump overtager Grønland.

Mediet skriver, at der er mange flere lignende spil relateret til krigen i Ukraine.

‘Emmer langt væk af alt, jeg er modstander af’

Den amerikanske bettingplatform er også tilgængelig i Danmark – til stor forargelse for skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen, som advarer danskere mod at spille på væddemål af den karakter.

“Det er vanvittigt, at man bygger en platform, hvor man spiller på andre menneskers ulykke på den her måde. På død og ødelæggelse og så gør det for kryptovaluta. Det emmer langt væk af alt, jeg er modstander af. Det er stærkt bekymrende, at man kan spille på for eksempel krigen i Ukraine,” siger Ane Halsboe-Jørgensen til B.T.

Skatteministeren vil nu søge inspiration hos lande som Australien, Frankrig, Rumænien og Tyskland, der allerede har iværksat tiltag mod bettingplatformen.

Platformen har også forbindelser til den amerikanske præsidentfamilie. Kapitalfonden 1789 Capital, som Donald Trumps ældste søn, Donald Trump Jr., er partner i, har investeret i Polymarket. Trump Jr. blev i samme omgang tilknyttet som strategisk rådgiver for bettingplatformen.

“Dumpet! og “sort dag for klimaet” bliver der skrevet om regeringens nye klimamål.