90’er-ikoner og verdens bedste kvindelige DJ er klar til NorthSide

Den aarhusianske festival NorthSide har tilføjet yderligere ni navne til en plakat, der i forvejen er spækket med international klasse.

NorthSide 2026 er ved at tage form.

Den aarhusianske festival har allerede annonceret store internationale navne som Jack White, Skepta og IDLES samt danske stjerner som APHACA og Thomas Helmig.

Onsdag kan yderligere ni navne tage plads på plakaten.

Blandt dem er flere store internationale artister og bands.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto: NorthSide.

Indhyller Eskelunden i mørk techno-tåge

Blandt de ni nye tilføjelser til NorthSide-programmet er en kvinde, der i 2025 blev udråbt som nummer ni på DJ Mags prestigefyldte top 100-liste.

Hun besidder dermed også æren som den bedste kvindelige DJ i verden. Samtidig modtog hun hæderen som verdens bedste techno-DJ.

Det er belgiske Charlotte de Witte, der til sommer indtager Eskelunden med sin mørke og minimalistiske lyd.

Den 33-årige DJ, der tidligere gik under aliaset Raving George, kommer til NorthSide med sit nye selvbetitlede debutalbum i bagagen.

Flere generationer af indie-stjerner

Charlotte de Witte får blandt andre selskab i dagens bandpakke af de skotske veteraner fra Primal Scream.

Bandet, der stadig ledes af tidligere The Jesus and Mary Chain-trommeslager Bobby Gillespie, blev i 90’erne en vital del af to forskellige musikalske bevægelser i Storbrittanien.

Med ét ben i den elektroniske scene og ét ben i det alternative rockunivers brød bandet for alvor igennem med deres tredje album, ‘Screamadelica’.

Pladen solgte dobbelt platin og er af mange fortsat anset som bandets kommercielle og artistiske hovedværk.

Se også
International hitmager melder sin ankomst på Tinderbox

Dagen annoncering byder også på flere af nutidens mest spændende internationale indie-navne.

Navnlig amerikanske Big Thief er værd at putte på dit personlige NorthSide-skema.

Bandet har gennem de seneste ti år gjort sig bemærket med en række højtelskede udgivelser som et af de mest anmelderroste bands i verden.

Forsanger Adrianne Lenkers karakteristiske stemme og billedrige sangskrivning har ledt til sammenligninger med ikoniske singer-songwritere som Joni Mitchell og Bob Dylan

Og bandets lydunivers spænder bredt i dets inspirationskilder fra traditionel amerikansk folkemusik til moderne indierock.

Få måneder inden NorthSide-koncerten spiller Big Thief en udsolgt koncert i K.B. Hallen.

Dagens annoncering er domineret af internationale navne, men også danske Blaue Blume, Patina og Carl Knast har fundet vej til NorthSide-plakaten.

Korte videoer