Tre jægere gjorde søndag formiddag et dødsfund, hvor de fandt en kvinde, som lå død i et vandhul ved et engområde. Fra samme område forsvandt en kvinde for godt og vel en måned siden, og nu melder politiet ud, efter kvinden er blevet identificeret.
Søndag formiddag modtog politiet et opkald fra tre jægere.
Desværre var meldingen til ordensmagten af trist karakter. Jægerne havde om formiddagen fundet en kvinde, der lå død i et vandhul ved et engområde.
Nu melder politiet ud om kvinden, som mandag er blevet identificeret.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Der er tale om den 76-årige kvinde, der forsvandt fra samme område ved Vognsild den 2. november.
Dermed har hun været væk i næsten en måned, indtil jægerne fandt hende afgået ved døden.
Undervejs er der blevet ledt med helikoptere under den store eftersøgning. Organisationen Missing People har også gjort en større indsats for at finde den 76-årige kvinde.
Det takker politikommissær ved Nordjyllands Politi Jesper Konttorp-Fredsgaard borgerne for.
“Udover politiets og beredskabets indsats har både lokale og frivillige organisationer søgt vidt og bredt efter kvinden. Det har været temmelig massivt, og vi takker for alle de gode kræfter, der er blevet lagt i eftersøgningen,” siger han i en pressemeddelelse fra politikredsen.
“Kvinden er nu identificeret af de pårørende, som vi straks kontaktede i går, da vi modtog meldingen.”
Tidligere mandag har Nordjyllands Politi meldt ud, at der er intet, som tyder på, at der er sket en forbrydelse.
Presse-fotos.dk bringer ikke den 76-årige kvindes navn eller billede på opfordring fra politiet.