Store ændringer på TV 2: Vil slås mod DR

De sene TV 2-nyheder klokken 21.30 vil fra januar blive sendt 20.50, mens ekstra udsendelse sendes søndag.

Seere skal til at tænde tidligere for fjernsynet, hvis de ikke vil gå glip af den sene nyhedsudsendelse på TV 2.

Fra begyndelsen af januar rykker TV 2 nemlig nyhedsudsendelsen klokken 21.30 til klokken 20.50 på TV 2’s hovedkanal.

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Der kommer også en ekstra nyhedsudsendelse på samme tidspunkt søndag aften.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto. Foto: TV 2

Ændringerne i sendeplanen træder i kraft 5. januar 2026.

Med den fremrykkede nyhedsudsendelse på hovedkanalen vil TV 2-regionernes sene udsendelse også rykkes frem. Den vil blive sendt klokken 21.20 mandag til torsdag og ikke klokken 22.00 som hidtil.

TV 2 indfører ændringerne som en del af mediets 2030-strategi.

Indholdsdirektør i TV 2 Lotte Lindegaard siger i pressemeddelelsen, at TV 2 vil “samle danskerne om det, der er vigtigt, og det, der kan skabe fælles samtaler”.

– Derfor prioriterer vi live-nyheder og samlende programmer i primetime – og vi gør dansk aktualitetsindhold endnu mere tilgængeligt hele dagen, lyder det.

TV 2 har også for nylig lavet ændringer i sendeplanen i dagtimerne.

Fra 13. oktober blev “Go’ morgen Danmark” forlænget med en ekstra times live-sending på alle hverdage.

Det begynder altså nu fra klokken 06.30 og varer frem til klokken 10.30, hvorefter der følger en genudsendelse frem til klokken 14.50.

Da TV 2’s nyhedsudsendelse varer en halv time, vil den med den nye ændring fra januar slutte klokken 21.20.

Det vil komme i karambolage med TV Avisen på DR, som sendes hver aften klokken 21.00 og 25 minutter frem.

Lotte Lindegaard siger i pressemeddelelsen, at det er TV 2’s ambition “at være danskernes foretrukne nyhedskilde og have nyt dansk indhold i form af danske programmer og fiktion hver dag før nyhederne”.

– Det forpligter os til hele tiden at tilpasse os, styrke fladen og være nærværende – også når danskerne har brug for overblik, viden og perspektiv.

/ritzau/

Vanvittig prøvetur i Tesla ender brat: Kan koste bilist 522.000 kroner