En blodig episode udspillede sig fredag aften, da en bare 14-årig dreng blev ramt af en machete foran McDonald’s. Flere unge mennesker var involveret.
‘En mand er blevet anholdt og iklædt en DNA-dragt.’
‘Samtidig er et større område blevet afspærret, mens politiet arbejder på stedet.’
Sådan beskrev vi sent fredag aften scenerne efter en voldsom hændelse havde fundet sted foran McDonald’s.
Lørdan morgen er det kommet frem, at en bare 14-årig dreng var involveret i det, der bliver beskrevet som et sammenstød mellem to grupper af unge mennesker.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det fortæller Kenneth Taanquist, der er vagtchef ved Fyns Politi, til B.T. om episoden, der udspillede sig ved Odense Banegård.
‘Vi har efterforsket, afhørt og talt med vidner. Lige nu har vi en hypotese om, at to grupper af unge mennesker er stødt sammen på banegården,’ lyder det fra vagtchefen, der fortsætter:
‘En 14-årig dreng har følt sig truet og valgte derfor at fremvise, at han har en machete i bukselinningen. En anden dreng forsøger at fravriste ham macheten, hvorefter den 14-årige dreng bliver skåret i sit ene lår.’
Drengen blev efterfølgende fragtet til hospitalet, men han skulle ikke være alvorligt tilskadekommen.
Fyns Politi efterforsker fortsat sagen.







