Fodertilsætningsstoffet Bovaer giver i øjeblikket alvorlige hovedbrud hos danske landmænd.
Siden 1. oktober er flere begyndt at tilsætte Bovaer for at reducere køernes metanudledning. Men mange landmænd har hurtigt oplevet uregelmæssigheder hos dyrene.
Tidligere i november fortalte Kjartan Poulsen, formand for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, ifølge Jyllands-Posten, at landmændene oplever alt fra mistrivsel til deciderede kollaps.
“Vi bliver ringet op af landmænd, som græder i telefonen. Deres køer mistrives. Køerne vil ikke gå ind i malkerobotterne, de skal skubbes rundt, de spiser mindre og tygger mindre, og i nogle tilfælde kollapser de simpelthen. De kan ikke rejse sig,” siger Kjartan Poulsen.
Problemerne er siden tiltaget.
(Artiklen fortsætter under billedet)

På Fødevarestyrelsens hjemmeside lyder konklusionen dog fortsat, at stoffet er sikkert, når det bruges korrekt.
“EFSA har konkluderet, at Bovaer ikke giver anledning til bekymring for dyrenes sundhed og forbrugernes sikkerhed eller for miljøet, hvis man bruger det efter reglerne,” står der.
Fødevarestyrelsen har dog efter de mange indberetninger tilføjet en vejledning om korrekt dosering af Bovaer.
Partier i kovending
Flere partier, der har været med til at indføre lovgivningen om Bovaer, er nu begyndt at vakle.
Det drejer sig blandt andet om Det Konservative Folkeparti.
“Når vi kan høre, at landmændene har så voldsomme problemer, og maverne går i stå på køerne, så skal de jo ikke blive ved med at bruge det,” siger landbrugsordfører hos Det Konservative Folkeparti, Per Larsen, til TV2.
Også SF, der var med i den politiske aftale bag fodertilsætningsstoffet, opfordrer til en pause fra Bovaer.
“Det er nødvendigt, at vi tager en pause i forhold til at bruge Bovaer,” siger Signe Munk, politisk ordfører for SF, til B.T.
På Fødevarestyrelsens hjemmeside står der, at der skal igangsættes dybdegående studier af dyrevelfærden i forbindelse med brugen af Bovaer. De studier skal gennemføres fra 2025 til 2029.
Fodertilsætningsstoffet Bovaer forvolder lige nu problemer hos danske mælkeproducenter.