Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, raser nu på sine sociale medier i forbindelse med en sag, hvor tre udenlandske drenge undgår udvisning efter et brutalt voldtægtsforsøg begået mod en 12-årig pige
‘JEG ER RASENDE!‘
Sådan starter Morten Messerschmidt et opslag på sin Facebook-profil, hvor han omtaler en voldtægtssag fra Odense, som der netop er faldet dom i.
I sagen er tre 16-årige drenge med anden etnisk herkomst blevet kendt skyldige i at have lokket en 12-årig pige med ind i solcentret Beauty Tan på Rødegårdsvej i Odense, hvor de blandt andet brændte hende med lighter, tvang hende ned på knæ og forsøgte at voldtage hende.
‘De tre udlændinge, der voldtog en lille 12-årig pige, mens de forsøgte at sætte ild til hende i et solarie, bliver IKKE udvist. I stedet har de fået en advarsel om udvisning. EN ADVARSEL?!?,’ fortsætter Morten Messershmidt i sit opslag.
To af drengene har fået en advarsel om udvisning for sagen, mens en tredje er sluppet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Den ene blev ifølge TV 2 Fyn idømt fængsel i otte måneder, mens den anden ifølge TV 2 Fyn blev idømt anbringelse på en sikret afdeling på en døgninstitution op til 12 måneder og op til 18 måneder på en døgninstitution eller et godkendt opholdssted.
Den tredje dømte må vente med sin strafudmåling, da hans personlige forhold først skal afklares nærmere.
Netop advarslen om udvisning provokerer Dansk Folkepartis formand.
‘Sig mig engang: Hvad i alverden er det, der foregår i det her land? Mette Frederiksen evner ikke engang at udvise udlændinge, der voldtager og forsøger at sætte ild til små piger,’ skriver Morten Messerschmidt på Facebook.
Ud over forbrydelsen mod pigen blev drengene også kendt skyldig i gaderøveri af to elcykler til en samlet værdi af 36.000 kroner.
Ifølge dommen foregik voldtægtsforsøget i en afslåst solariekabine, hvor en af de tre dømte også prøvede at få den 12-årige pige til at lave en video, hvor hun skulle sige, at hendes bror ‘var en svans.’
Det nægtede pigen og skubbede ham væk, mens hun sagde ‘stop’ og at det gjorde ondt, fordi hun blev brændt med lighteren.
Justitsminister Peter Hummelgaard er tidligere gået ind i sagen.
“Jeg kender ikke den konkrete sag, men jeg bliver både rasende og rystet, når jeg i B.T. kan læse, hvordan tre nu 16-årige drenge med indvandrerbaggrund har udsat en bare 12-årig pige for noget så usselt og modbydeligt som forsøg på voldtægt og grov vold. Den form for afstumpet adfærd vil vi ikke tolerere i Danmark – det skal mødes med en hård konsekvens,” lød det blandt andet fra justitsministeren til B.T..