‘Bryggen’-stjernen vil ikke længere åbne sit hjem for tv-holdene. Nu går hun efter sine drømme i et noget anderledes felt.
For får dage siden udkom hun med en selvbiografisk bog, hvor hun deler flere vilde historier fra sit liv og siger farvel til tilværelsen som reality-stjerne – i hvert fald, når det kommer til programmer om hende og hendes familie.
Siden 2011, hvor Danmark for første gang stiftede bekendtskab med ‘Familien fra Bryggen’, har hun ellers delt ud af sit liv i en lang række reality-programmer.
Men det er altså slut nu.
“Vi har sagt nej tak til mere tv om os og vores familie,” fortæller hun i bogen.
I forbindelse med bogudgivelsen og den store beslutning om at lægge reality-verdenen lidt på afstand, medvirkede ‘Bryggen’-stjernen i ‘Go’ aften Live’.
Her afslørede hun, hvad hun drømmer om at foretage sig nu, hvor hjemmet ikke er fyldt med tv-kameraer.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Vil tage prestigefyldt uddannelse
I onsdagens afsnit af ‘Go’ aften Live’ afslører Stephanie Karma Salvarli, der er bedre kendt som Geggo, at hun har søgt ind på en ny uddannelse.
I programmet fortæller hun, at hun ikke har andet end en bestået 10.-klasseeksamen. Men nu drømmer hun om at videreuddanne sig på en af Danmarks fineste kulturelle uddannelsesinstitutioner.
Hun har nemlig søgt ind på Forfatterskolen, afslører hun i ‘Go’ aften Live’.
Geggo, der egentlig helst ikke vil kaldes Geggo længere – men stadig går under netop det navn på sin offentlige Instagram-profil – har tidligere skrevet to autobiografiske bøger. Både ‘Geggo’ og ‘Farvel til Geggo’ er skrevet i samarbejde med Katrine Memborg.
Men hvis det lykkes hende, at komme ind på Forfatterskolen, håber hun, at uddannelsen kan sætte skub i hendes karriere som skønlitterær forfatter.
“Jeg skriver ikke flere bøger om mig selv nu. Det er slut,” siger hun i programmet.
Stephanies mor, Linse Kessler, har også lige debuteret som skønlitterær forfatter. Sammen med Lukas Birch har hun netop udgivet krimiromanen ‘Liget ved Langebro’ – Presse-fotos.dk snakkede med de to forfattere, da de holdt bogreception.
Får svar i dag
Forfatterskolen modtager ifølge uddannelsens hjemmeside omkring 400 ansøgere om året.
Af dem kommer 12 til samtale, og til sidst bliver mellem seks og otte elever optaget.
Så der er altså tale om en yderst eksklusiv uddannelse, som mange spirende forfattere drømmer om at blive en del af.
Blandt de tidligere elever på skolen er Helle Helle, Glenn Bech og Asta Olivia Nordenhof – der selv har været lærer på Forfatterskolen.
Under interviewet i ‘Go’ aften Live’ fortæller Stephanie Karma Salvarli, at hun forhåbentlig får at vide, om hun er kommet ind på uddannelsen i dag, torsdag.