Kommune sender socialrådgiver på gaden

https://pressefotos.bbvms.com/p/presse_fotos_player/c/6995380.js

Hedensted Kommune bliver en del af en indsats fra KFUM, der tilbyder rådgivning og støtte til mennesker med udfordringer i livet. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Borgere i Hedensted Kommune kan fremover få gratis og anonym rådgivning direkte på gaden. Kommunen er nemlig blevet en del af initiativet Social Drive Out.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto af Tinna Schütz fra Social Drive Out: Hedensted Kommune

I de kommende uger kan kommunens borgere derfor møde socialrådgiver Tinna Schütz i Tørring, Juelsminde og Hedensted til en gratis og uforpligtende samtale.

“Nogle gange kan det være svært og grænseoverskridende at bede om hjælp – især hvis man ikke ved, hvor man skal gå hen. Der kan vi være et godt sted at starte, fordi vi tilbyder en fuldstændig anonym samtale i trygge rammer,” siger Tinna Schütz og fortsætter:

“Vi kan hjælpe med mange forskellige typer af problemer. Intet er for stort eller småt. Nogle ting kan vi selv hurtigt løse og i andre tilfælde ved vi, hvor mennesker kan få hjælp, og guide dem det rigtige sted hen.”

Initiativet skal især nå de borgere, som kommunen ellers ikke er i kontakt med, fortæller Birgit Jakobsen, formand for kommunens §17, stk. 4-udvalg vedrørende socialpolitik.

“Vi tror på, at Social Drive Out vil blive et rigtig godt supplement til den indsats, vi allerede gør i Hedensted Kommune, fordi vi på den måde kan hjælpe borgere, som vi måske ikke i forvejen er i kontakt med, eller som måske ikke har lyst til at henvende sig direkte til kommunen, hvis de har en udfordring. Med Social Drive Out får man mulighed for at få en fortrolig dialog med en person, som ved, hvor man kan få hjælp, det kan både være hos kommunen eller i civilsamfundet og næsten uanset, hvad udfordringen er,” siger Birgit Jakobsen.

Ordningen udvides løbende til flere byer i kommunen.

DN: Danmark skal have et ”Økokrim” – og forurenerne skal betale