Sagen om Mette Frederiksens slettede sms’er blusser igen op: Her er hendes svar

Regeringen er indkaldt til hasteforespørgsel i sag om slettede sms’er. Mette Frederiksen har ingen kommentar.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har “ikke nogen kommentar” til, at oppositionen ønsker at indkalde regeringen til en hasteforespørgsel efter nye oplysninger i den såkaldte sms-sag, der mandag fik nyt liv.

Det siger hun til TV 2 på vej til gudstjeneste i forbindelse med Folketingets åbning tirsdag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto af Mette Frederiksen.

– Det har vi allesammen udtalt os meget om gennem tiden, siger Mette Frederiksen kort til TV 2.

Sms-beskeder fyldte meget under Minksagen for fire år siden, da det kom frem, at blandt andre Mette Frederiksen havde indstillet sin mobil til automatisk at slette beskeder.

Dengang meddelte den daværende S-regering til Folketinget, at alle metoder var afprøvet i forhold til at genskabe sms-beskederne.

Genskabelse af sms-beskederne skulle kortlægge, hvad ministre og embedsfolk skrev til hinanden forud for beslutningen i november 2020 om, at alle mink i Danmark skulle aflives under covid-19. En beslutning, der ikke var lovhjemmel til.

Mandag kunne Berlingske og B.T. beskrive på baggrund af en aktindsigt, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) havde kendskab til en metode, der måske kunne have genskabt sms-beskeder i Minksagen.

Ifølge B.T. og Berlingske havde en specialist i Center for Cybersikkerhed gjort opmærksom på, at det muligvis kunne lykkes at genskabe de sms-beskeder, der var blevet slettet.

Det krævede, at man skulle undersøge de computere, der var koblet til telefonerne.

En lang række oppositionspartier forsøger nu at få regeringen i en hasteforespørgselsdebat om de nye oplysninger.

Ritzau forsøger tirsdag at få svar fra Folketinget på, om Folketingets formand, Søren Gade (V), og partiernes gruppeformænd, vil sætte hasteforespørgslen på dagsordenen.

/ritzau/

En 28-årig kvinde blev tidligt mandag morgen overfaldet i sin lejlighed af en mand. Manden endte blandt andet med en voldssigtelse, men det gjorde kvinden også.