En kvinde blev mandag aften røvet af en 15-årig dreng, der var bevæbnet med en kniv. Han slap i første omgang fra stedet med offerets telefon, men ikke længe efter klappede fælden.
En bare 15-årig dreng gjorde sig, ifølge politiet, mandag aften til knivrøver.
Det skete da han truede en kvinde på 25 år med en foldekniv og forlangte penge ved en busstation. Episoden fik kvinden til at løbe fra stedet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Undervejs tabte den 25-årige sin telefon, som den 15-årige røver tog og forsvandt fra stedet.
Det oplyser Chris Thorning Vesterdal, der er politikommissær ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til tvSyd.
Da kvinden anmeldte røveriforholdet klokken 23.08 skulle der dog ikke gå længe, inden politiet fandt frem til den formodede gerningsmand.
Ud fra et signalement fandt politiet nemlig allerede klokken 23.24 frem til en dreng fra lokalområdet, der både havde kvindens telefon og foldekniven på sig.
Han blev anholdt og sigtet for røveri, men senere løsladt og overdraget til andre myndigheder.
Den 15-årige dreng er fortsat sigtet i sagen.