Der er lagt op til flere samfundsaktuelle debatter og grin i anden sæson af det kreative makkerpars DR-serie, der nu endelig får premiere
DR har netop offentliggjort premieredatoen for den længe ventede anden sæson af en populær serie.
Serien fik premiere helt tilbage i slutningen af 2023, og fans har derfor ventet i snart to år på en en ny sæson.
Når anden sæson får premiere på DRTV den 26. december og på DR1 nytårsdag, er ventetiden dog endelig forbi.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Står bag flere populære værker
Det er det kreative makkerpar Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag, der nu er klar med ‘Bag enhver mand 2’.
I serien tager de to film- og serieskabere flere samfundsaktuelle debatter omkring blandt andet køn og arbejdsliv op. Og det kommer de til at fortsætte med i anden sæson:
“I anden sæson dykker vi ned i konflikten mellem arbejdsliv og privatliv. Hvor stor en del af vores liv bør arbejdet fylde? Og hvem er vi egentlig uden vores arbejde? Dermed byder anden sæson på flere personlige dilemmaer, og på den måde kommer vi mere ind under huden på karakterne i ‘Bag enhver mand’-universet,” fortæller Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag i en pressemeddelelse til DR.
Makkerparret har tidligere blandt andet givet os et anderledes take på den klassiske rom-com med filmen ‘Elsker dig for tiden’ og skildret livet omkring 30-årsalderen med serierækken ’29-33′.
Et stjernespækket cast
Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag medvirker ofte selv i deres egne værker, og det er også tilfældet i ‘Bag enhver mand’, hvor de spiller hovedrollerne Naja og Michael.
I sæson to får de selskab af en række kendte navne. Blandt dem er Morten Brown, Jessica Dinnage, Anders Brink Madsen, Molly Egelind og Andreas Jebro.
Frederik Cilius og Ann Eleonora Jørgensen er blandt de skuespillere, der optræder i seriens mindre roller.
Hos DR er man glade for at kunne præsentere anden sæson af den populære serie:
“’Bag enhver mand’ rammer med sin ligefremme humor og skarpe karaktertegning direkte ned i en aktuel samfundsdebat om magt, relationer og køn. Vi håber, at serien på en underholdende måde kan få os alle til at se lidt nærmere på de sider af os selv, vi ikke er helt så stolte af. Og på de dilemmaer, vi alle kender fra vores arbejdspladser,” siger dramachef i DR Henriette Marienlund i en pressemeddelelse.
Så er den længe ventede nye sæson af ‘LOL: Den der ler sidst’ lige på trapperne.