Et tyveri i et hjem udviklede sig sent tirsdag aften til at blive et røveri. Røveren var voldsparat, da han blev opdaget af husets beboer.
En 64-årig mand blev sent tirsdag vækket af et højt brag, da han lå på førstesalen i sit hjem og sov. Manden besluttede sig for at gå nedenunder for at kigge nærmere på, hvad der var sket.
Ifølge politiet så han her, at glasset i terrassedøren var knust og en indbrudstyv var i færd med at klippe en PH-Kogle ned.
Herfra eskalerede situationen voldsomt, da tyveriet udviklede sig til et røveri med voldeligt udfald.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“Han råbte gerningsmanden an og gik hen imod ham, og der blev han slået på venstre side af kroppen – formentlig med en boltsaks. Han væltede ned på gulvet og løb efterfølgende ud i køkkenet,” forklarer politikommissær Erik Kristensen fra lokalpolitiet i Herning til TV Midtvest.
Røveriet foregik på Monradsgade i Herning, og ifølge politiet stoppede røveren ikke sit rov her.
Gerningsmanden bevægede sig efterfølgende tilbage til lampen, klippede den ned og flygtede til sidst fra stedet.
En ugerning som politikommissæren kalder koldblodig.
“Det er koldblodigt bare at fortsætte med at klippe ned,” konstaterer han.
Politiet oplyser, at røveriet blev blev anmeldt klokken 23.25 og man håber, at nogen i området har set noget.
Mediet beskriver, at gerningsmanden bar en rød hætte, og en anden person stod og ventede uden for huset. Den gerningsperson bar en petroleumsfarvet dunjakke. De skulle have forladt stedet i en sort stationcar eller SUV-lignende bil.
Slutteligt oplyses det, at man skal kontakte politiet, hvis man falder over en Koglen-lampe på det sorte marked.