Pressemøde om droner over Københavns Lufthavn: Politiet mistænker ”kapabel aktør”

Omkring 100 fly er aflyst, og 20.000 passagerer ramt

Denne artikel opdateres løbende i takt med pressemødet i bunden af artiklen – opdatér blot siden for at se de seneste udmeldinger

Efter en dramatisk mandag aften og nat, hvor Københavns Lufthavn blev lukket ned på grund af droner i luftrummet, har politiet og lufthavnens ledelse nu givet nye oplysninger på et pressemøde tirsdag morgen.

Ledende politiinspektør Jens Jespersen fra Københavns Politi slog fast, at der “selvfølgelig har været en potentiel risiko for flytrafikken”, men understreger samtidig, at “vi er ikke vidende om, at der har været konkrete faresituationer”.

Politiet har hele natten efterforsket, hvem der kan stå bag hændelsen.

Driftsdirektør i Københavns Lufthavn, Kristoffer Plenge-Brandt, fortalte, at i alt omkring 100 fly blev aflyst som følge af droneaktiviteten.

“Cirka 20.000 passagerer er påvirket,” sagde han og advarede om, at der også tirsdag må forventes forsinkelser.

Fra politiets side lyder vurderingen nu, at der formentlig står en organiseret aktør bag.

“Vi har konkluderet, at der formentlig er tale om det, vi kalder en kapabel aktør,” sagde Jens Jespersen på pressemødet.

Det står dermed klart, at politiet ikke betragter episoden som tilfældig eller et hobbyprojekt, men snarere som en alvorlig handling, der kræver betydelige ressourcer at udføre.

Baggrunden: Fire timers total nedlukning

Mandag klokken 20.30 blev luftrummet over København lukket, og alle fly holdt på jorden. Først omkring klokken 00.20 blev flytrafikken genoptaget. I alt blev over 35 fly omdirigeret til andre lufthavne i Norden – blandt andet Malmø, Billund, Aarhus og Göteborg.

Politiet samarbejder tæt med PET, Forsvaret og udenlandske myndigheder. Det er endnu uklart, om der er forbindelse til den droneaktivitet, der også natten til tirsdag lukkede Oslo Lufthavn.

OPDATERINGER FRA PRESSEMØDE:

På pressemødet bliver Jens Jespersen, ledende politiinspektør i Københavns Politi, spurgt til den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs udmelding om, at Rusland skulle stå bag krænkelsen af det danske luftrum.

“Det kan jeg ikke sige noget om. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi, at jeg ikke ved noget om det,” forklarer han, hvor der kan drages sammenligninger til fx Nord Stream 2.

Han tilføjer, at politiet er i gang med at undersøge sagen nærmere.

Jens Jespersen fra Københavns Politi oplyser på pressemødet, at dronerne nu er forsvundet fra området.

“Vi ved stadig ikke, hvor de forsvandt hen,” siger han.

På pressemødet bliver Københavns Politi spurgt, om det er tilfredsstillende, at dronerne blot kunne forsvinde.

Jens Jespersen erkender, at det umiddelbare svar er nej. Han forklarer samtidig, hvorfor dronerne ikke blev skudt ned:

“Lufthavnen er et meget uheldig sted, at noget falder ned fra himlen,” siger han og peger på, at der både sidder mennesker i flyene, som er fyldt med brændstof, og at der ligger beboelse i området.

Jens Jespersen fra Københavns Politi fortæller på pressemødet, at dronerne ikke kom samlet, men fra flere forskellige retninger.

“Det var tale om større droner, nærmere vil jeg ikke komme det,” siger han.

Politiet bliver spurgt ind til, hvad der konkret menes med udtrykket ”kapabel aktør”.

“Det er en aktør, som har nogle kapaciteter, vilje og redskaberne til at vise sig frem på den her måde. Formentlig for at vise sig frem, og måske også for at øve sig,” siger Jens Jespersen fra Københavns Politi.

Han forklarer, at vurderingen bygger på antallet af droner, deres størrelse og det faktum, at de kunne operere i luften i op til fire timer over lufthavnen.

Samtidig understreger han, at der ikke er noget, der indikerer, at dronerne var udsendt med henblik på et direkte angreb.

Københavns Politi oplyser på pressemødet, at Forsvaret blev inddraget i håndteringen af droneepisoden.

“Vi har aktiveret Forsvaret som samarbejdspartner,” siger Jens Jespersen fra Københavns Politi, men han ønsker ikke at gå i detaljer om, hvilken rolle Forsvaret konkret spillede.

Han bekræfter dog, at situationens alvor gjorde, at politiets aktionsstyrke blev sendt afsted i helikopter.

Københavns Politi arbejder fortsat på at finde ud af, hvor dronerne kom fra.

“Der er skibe, der er land, der er køretøjer. Vi skal hele vejen rundt for at afdække, hvad der er sket,” siger Jens Jespersen fra Københavns Politi.

Det var Københavns Lufthavn, der først opdagede dronerne.

“De var forskellige steder over lufthavnen,” siger Kristoffer Plenge-Brandt, driftsdirektør i lufthavnen.

Pressemødet er slut.

Tirsdag morgen klokken 09.30 indkaldte politiet endnu en gang til pressemøde. Her kaldte man blandt andet hændelsen ‘et angreb’ og oplyste, at man er opmærksomme på Rusland. Du kan læse alle detaljer fra pressemødet her.