Tre skuespillere og en instruktør udnævnes som fire af de mest lysende talenter på den danske film-, tv- og teaterscene.
Søndag afholder Lauritzen Fonden den årlige Lauritzen-prisen i Skuespilhuset.
Hovedattraktionen er selvfølgelig selve Lauritzen-prisen, der hvert år uddeles til en mandelig og en kvindelig skuespiller, som har gjort sig særligt bemærkede – hvad end det er på teaterscenen, det store lærred eller tv-skærmen.
Udover de to modtagere af Lauritzen-prisen hyldes flere andre medlemmer af den danske film-, tv- og teaterbranche ligeledes ved prisoverrækkelsen.
Én af de tre øvrige priser, der skal overrækkes søndag, er ‘Believe in You’-prisen. Den uddeles til fire unge talenter, der i løbet af det seneste år har bevist stort potentiale.
Forud for eventet i Skuespilhuset er de fire talenter, der i år modtager den eftertragtede pris, blevet annonceret.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Et stærkt felt
De fire prismodtagere består af tre skuespillere og en instruktør.
Den enlige instruktør er Zinnini Elkington, der i år debuterede som spillefilmsinstruktør med ‘Det andet offer’.
Debuten imponerede åbenlyst priskomitéen, der giver hende disse ord med på vejen:
“Der findes debuter, hvor man bemærker håndværket fra første øjeblik. ’Det andet offer’ er sådan en film. Skabt med få midler, men med stort overskud. Stram, præcis og uden overflødige greb.”
Den ene af de tre skuespillere er Fanny Leander Bornedal, som blandt andet er kendt fra ‘Kærlighed på film’, ‘Fri os fra det onde’, ‘Journal 64’ og ‘Carmen Curlers’
Priskomitéen begrunder valget af den unge skuespillerinde således:
“Hun arbejder med en naturlighed, der ikke kan fabrikeres – en tilstedeværelse, som kameraet søger, og som publikum husker. Hun giver sine roller en troværdighed, der bliver siddende”.
Besir Ziciri modtager ligeledes ‘Believe in You’-prisen. Han er blandt andet kendt fra DR-serien ‘Fredløs’, ‘Pigen med nålen’ og ‘Vejen hjem’. Og så spiller han hovedrollen i Nagieb Khajas kommende instruktørdebut.
”Besir havde for længst afskrevet drømmen om rollen, for når han så i spejlet, så han ikke en ‘Peter’ – han så en brun mand. Magnus Von Horn havde set det, vi andre ønsker at se: en mand, en uendeligt talentfuld skuespiller, en ‘Hassan’ og selvfølgelig også en ‘Peter’,” lyder det fra priskomitéen.
Sidst, men ikke mindst, bliver Andrea Øst Birkkjær også hyldet ved prisoverrækkelsen.
Hun er blandt andet kendt for sin rolle som Kitty Hansen i ‘Badehotellet’ og fra teaterstykket ‘Feberen’.
Særligt hendes rolle i netop ‘Feberen’ afføder ros fra priskomitéen:
”Når Andrea er en frivol Barrington-søster, der tænder op under borgerskabets bortgemte fantasier i ‘Feberen’, er vi helt nede på tærsklen til det tyvende århundredes sitrende underliv. Vi glemmer, at vi desværre er – lige her – i et arkitekttegnet Skuespilhus fra 2008 på kanten af Københavns Havn omgivet af alle de andre, der også har glemt det. “
De fire stjerneskud vil modtage priserne samt 50.000 kroner hver ved søndagens prisoverrækkelse i Skuespilhuset.