Det verdensberømte basketballhold markerer sit jubilæum med et spektakulært show fyldt med trickskud, dunks og publikumsoverraskelser.
Efter 100 år med rekordskud, boldfinesse og global underholdning tager Harlem Globetrotters på en særlig jubilæumsturné.
Det ikoniske basketballhold lover et show ud over det sædvanlige, når de endnu engang indtager scenen til februar 2026.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Showet markerer holdets 100-års jubilæum og beskrives af arrangørerne som det mest legendariske i Globetrotters historie.
Publikum kan forvente alt fra kæbefaldende trickskud og tyngdekraftsudfordrende dunks til helt nye elementer, der ikke tidligere er set.
Den 21. februar 2026 rammer jubilæumsturnéen Royal Arena i København, hvor Globetrotters traditionen tro møder deres mangeårige rivaler, Washington Generals.
‘Globetrotters har i 100 år leveret et one-of-a-kind underholdningsshow, hvor de kombinerer sporten med teater og komedie, der har fået fyldte sale verden over til at bryde ud i jubel og beundring’, står der i pressemeddelelsen.
Som en del af fejringen præsenterer holdet deres nye jubilæumstrøjer, der hylder 100 års indflydelse på basketballsporten.
Blandt højdepunkterne er introduktionen af en gylden basketball, særlige oplevelsespakker som Magic Pass og Celebrity Court Pass, samt det såkaldte “5. kvartal”, hvor publikum kan møde spillerne og få autografer.
Sidste år trak Globetrotters fulde huse i Royal Arena, og arrangørerne forventer igen stor interesse for billetterne.
Harlem Globetrotters består i dag af både mænd og kvinder på absolut topniveau, og holdet har slået mere end 60 Guinness verdensrekorder – alene i det seneste år er det blevet til 18 af slagsen.