To togulykker koster flere liv i Danmark: Nu sker konsekvenser

Der sker nu en ny udvikling i sagen om en togulykker, hvor to er sendt i kritisk tilstand – og en kvinde og ung mand har mistet livet

Efter togulykken for en uge siden, der kostede en 60-årig kvinde livet, sænker togene nu hastigheden, når de passerer seks sønderjyske overkørsler.

Det oplyser Banedanmark i en pressemeddelelse.

Hastigheden nedsættes fra 100 kilometer i timen til 70 kilometer i timen, når tog passerer seks overkørsler uden bomme på strækningen mellem Tinglev og Sønderborg.

– Vi er alle meget berørt af de to ulykker, der med kort tids mellemrum har været i to overkørsler på strækningen, siger sikkerhedschef i Banedanmark Martin Harrow i meddelelsen.

I juli i år mistede en 24-årig mand livet på samme strækning. Det skete, da mandens bil blev ramt af et passerende tog.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses toget fra ulykken sidste fredag – se flere billeder nederst

– Banedanmark og DSB er derfor her og nu blevet enige om, at togene sætter hastigheden ned i overkørslerne til 70 kilometer i timen.

– Det sker, mens vi gennemfører en grundig analyse af, hvilke tiltag der er behov for, frem til at overkørslerne som planlagt får bomanlæg i første halvår 2027, siger Martin Harrow.

Banedanmark har tidligere oplyst, at der opsættes bomanlæg på strækningen som led i udrulningen af et nyt signalsystem.

Der er syv andre jernbaneoverkørsler rundt om i landet uden bomme, som Banedanmark har ansvaret for. Her er toghastigheden i forvejen under 70 kilometer i timen, oplyser Banedanmarks pressevagt.

Ud over tog med lavere hastighed har Banedanmark gennemført andre tiltag, der skal styrke sikkerheden ved overkørslerne i det sønderjyske.

Man har beskåret beplantningen, så udsynet forbedres, fremgår det.

Desuden vil tre af overkørslerne – ved Kådnersvej, Visgårdvej og Kærvej – blive overvåget i en periode for at sikre, at driften af anlæggene, der er udstyret med lyd- og lyssignaler, fungerer, som den skal.

– Vi fortsætter arbejdet med både Banedanmark og kommunerne for at finde de mest effektive løsninger oven på den forfærdelige ulykke sidste uge, der stadig berører os alle dybt, siger driftsdirektør i DSB Per Schrøder i meddelelsen.

Også Aabenraa og Sønderborg kommuner har bebudet, at de vil iværksætte en række initiativer for at højne sikkerheden ved overkørsler uden bomme.

Begge kommuner er således i gang med at opsætte skilte og etablere rumleriller ved de seks overkørsler.

Planen er, at togdriften lørdag genoptages på den ulykkesramte togstrækning i Sønderjylland.

/ritzau/