En 39-årig mand er blevet tiltalt for at have voldtaget et barn flere gange. Voldtægterne skete blandt andet på et skoletoilet
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har netop rejst tiltale mod en 39-årig taxachauffør, som i maj blev anholdt for at have begået flere voldtægter mod en mindreårig pige.
Helt konkret er manden tiltalt for at have haft fuldbrydet samleje med en pige, der var 12 og 13 år gammel på gerningstidspunkterne.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Voldtægterne skete fra september 2024 og nogle måneder frem på et skoletoilet i det nordlige Aarhus og hjemme på pigens eget værelse.
Udover voldtægterne er den 39-årige mand også tiltalt for at have fået pigen til at udføre oralsex på ham, skriver TV 2 Østjylland, der har fået aktindsigt i anklageskriftet.
Det er uvist, hvor den mindreårige pige og manden kender hinanden fra.
I anklageskriftet fremgår det, at han også er tiltalt for to tilfælde af blufærdighedskrænkelse i forbindelse med sit arbejde som taxachauffør.
Et af de forhold skete tilbage i vinteren 2022, hvor den 39-årig taxachauffør en tidlig morgen skulle køre en kvindelig kunde hjem fra midtbyen i Aarhus til Solbjerg.
Undervejs sagde han ifølge TV 2 Østjylland, at hun var smuk, lækker og lignende, hvorefter han berørte hende på brysterne, det ene lår og i skriftet.
Da turen var slut, greb han ifølge tiltalen fat i hende igen og prøvede at kysse hende.
I anklageskriftet er det oplyst, at den 39-årige mand igen den 19. februar var på arbejde som taxachauffør i det centrale Aarhus, hvor han krænkede en anden kunde.
Denne gang skete det, da han sagde til kunden, at hun var ‘meget flot,’ hvorefter han slukkede taxameteret, rørte hendes hånd og flere gange ved turens afslutning spurgte, om han måtte følge hende ind.
Det afslog hun.
Anklagemyndigheden kræver ved sagens begyndelse ved Retten i Aarhus den 12. august, at den 39-årige mand bliver idømt fængselsstra og bliver frakendt retten til at arbejde som taxachauffør.
Han er i øjeblikket varetægtsfængslet frem til sagens begyndelse.