Tusindvis af hoteller kræver erstatning fra Booking.com

Over 10.000 europæiske hoteller har sammen anlagt et søgsmål mod Booking.com og kræver erstatning forårsaget af rejseplatformens såkaldte klausul for “bedste pris”.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Ifølge hotellerne har klausulen forhindret dem i at udbyde værelser til lavere priser end dem, der er på Booking.com.

Formålet med klausulen har været at forhindre, at kunder finder hotellerne på platformen, men så booker direkte på hotellets egen hjemmeside til en lavere pris.

Hotellerne henviser i søgsmålet til en afgørelse fra EU-domstolen fra 19. september sidste år. Heri fastslås det ifølge dpa overordnet set, at klausulen er ulovlig.

Domstolen fandt, at platforme som Booking.com godt kan fungere uden den type regler.

Booking.com havde få måneder inden dommen afskaffet klausulen i henhold til Digital Markets Act.

Men de europæiske hoteller mistede penge, mens klausulen gjaldt, lyder det i søgsmålet.

– Europæiske hoteller har længe lidt under urimelige vilkår og for høje omkostninger. Nu er tiden inde til at stå sammen og kræve oprejsning, siger Alexandros Vassilikos. Han er formand for HOTREC, som er en brancheorganisation for hotel- og restaurant.

– Det her fælles initiativ sender et klart signal: Misbrug af den digitale markedsplads vil ikke blive tolereret af den europæiske hotelbranche, siger han.

Hotellerne kræver erstatning for tab over en periode på 20 år, nemlig i årene 2004 til 2024.

Så meget koster det at genopbygge Ukraine: Løkke underskriver aftaler på udlandstur

Illustrationsfoto.