Et voldsomt udbrud af hepatitis A er blevet bekræftet i Oslo, hvor syv personer er smittet.
Det oplyser de norske sundhedsmyndigheder, som samtidig peger på at smitten kan være forbundet med indtagelse af mad på restaurant Frognerseteren, der ligger ved Holmenkollen.
Restauranten har valgt at holde lukket, indtil der er styr på hygiejneforholdene.
Ifølge en pressemeddelelse fra Oslo kommune bliver alle, der har været i tæt kontakt med smittede, tilbudt vaccine og sundhedspersonale vil følge op på de berørte – skriver NRK.no
Samtidig har Fødevarestyrelsen i Norge sat en undersøgelse i gang af den mad, der er blevet serveret på restauranten, for at finde frem til hvordan smitten er opstået.
Hepatitis A er en alvorlig og smitsom virussygdom der kan give betændelse i leveren.
Hepatitis A, smitter blandt andet ved at indtage forurenet mad, vand eller tæt kontakt med en smittet person.
Er man blevet smittet med Hepatitis A, vil der kunne gå op til seks uger før man mærker symptomer og sygdommen viser sig ofte med feber, kvalme, opkastninger, nedsat appetit, mavesmerter og ændret urin og afføring.
Myndighederne opfordrer til, at personer med symptomer som overstående eller som har besøgt restauranten i den aktuelle periode, holder øje med deres helbred og kontakter deres læge.