Dramatiske scener: Vingegaard i direkte konflikt med politiet under Tour de France

Vingegaard enkeltstart
Arkivfoto.

Jonas Vingegaard langer hårdt ud efter Tour de France-arrangørerne ASO, efter han og en anden rytter blev tilbageholdt af politiet .

18. etape af årets Tour de France blev aldrig rigtig den helt store dag for Jonas Vingegaard. For selvom han kom ind som nummer tre på kongeetapen, lykkedes han ikke med at tage tid på Tadej Pogacar.

Og turen ned af målbjerget efter etapen blev altså ikke meget bedre for danskeren.

Visma | Lease a Bike-rytteren blev nemlig stoppet på vej mod holdbusserne af to politibetjente.

Det fremgår af en video på X.

“Endnu en perle fra ASO”

Det er helt normalt, at rytterne får lov til at køre stille og roligt ned ad målbjerget efter en etape. Men denne gang gik det langt fra stille for sig.

“De her politimænd er meget, meget aggressive, så først og fremmest var de ved at styrte mig. Og dernæst vil de ikke lade mig og Adam Yates (UAE-rytter, red.) køre. Og vi står og diskuterer med dem. Efter… Det ved jeg ikke… Fem minutter… Fik vi endelig lov til at køre ned,” fortæller Vingegaard i et interview med TV 2 Sport dagen derpå.

Under hans snak med mediet er det tydeligt at mærke, at danskeren ikke er tilfreds med løbets arrangører, ASO.

Han mener, at de bærer en del af skylden for hans oplevelse med det franske politi.

“Det virker, som om der er et eller andet, der kommer bag på dem, og igen i går havde de åbenbart glemt at fortælle politiet, at vi skulle samme vej ned ad bjerget,” siger han

Generelt har har ikke meget tilovers for arrangørernes håndtering af sikkerheden ved årets Tour.

“Det var nok endnu en perle fra ASO… At de ikke rigtig har sååå meget styr på det. Det virker, som om de ikke har haft vanvittigt meget styr på at arrangere løbet i år.”

Det er da heller ikke første gang, Jonas Vingegaard er uheldig efter en etape i årets Tour de France.

Efter 16. etape kolliderede han med en fotograf, og da han skulle hjem efter 12. etape måtte han klikke ud af pedalerne for ikke også at styrte der.

Et sygdomsudbrud betyder nu, at 19. etape af Tour de France forkortes og udskydes. Jonas Vingegaard har dermed to bjerge mindre til at byde Tadej Pogacar op til dans.