En militæraktion i Venezuela har sat gang i spekulationerne, om Trump også vil forsøge at overtage Grønland, som han flere gange har udtrykt ønske om. Nu melder Rusland sig på banen i sagen og siger, at Danmark ikke kan føle sig sikre.
Efter den vilde militæraktion, som Donald Trumps tropper udførte i Venezuela, hvor landets præsident Nicolas Maduro blev taget til fange, kan ingen lande føle sig sikre.
Det er meldingen fra den tidligere russiske præsident og nuværende formand for det russiske sikkerhedsråd Dmitry Medvedev ifølge statsmediet TASS.
Ekspræsidenten fortæller, at USA har mistet retten til at kritisere Rusland for deres indgriben i Ukraine, og at Donald Trumps seneste aktion er en advarsel om, at ingen kan føle sig sikre.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Særligt ikke Danmark og det danskejede Grønland,’ siger Medvedev ifølge TASS.
Efter den amerikanske militæraktion i den venezuelanske hovedstad Caracas tordnede Katie Miller, der tidligere har været ansat i flere roller i den amerikanske regering, og som er gift med præsident Trumps vicestabschef, Stephen Miller, frem på X med et yderst omtalt billede.
Et kort over Grønland farvet med det amerikanske flags farver var der på billedet, ledsaget af teksten ‘Snart (SOON, red.)’
Det, samt en ny udmelding fra Donald Trump, har fået blandt andet Mette Frederiksen, de skandinaviske lande, EU og en række andre europæiske lande til at melde ud, at de amerikanske trusler om at overtage Grønland skal stoppe.
