Onsdag aften i sidste uge kom to politifolk til skade under en politijagt. I forbindelse med en eftersættelse af en bil kørte patruljen ind i en mur. Nu er der nye oplysninger i sagen.
To politifolk blev onsdag i sidste uge fragtet til hospitalet, efter et voldsomt færdselsuheld.
Patruljebilen var i færd med en politijagt, da det gik helt galt og man kørte ind i en mur ved Hotel Nordlandet.
Nu deler politiet ny information i sagen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge Bornholms Tidende oplyser poliitet nu, at det var i forbindelse med eftersættelsen af en sort Audi, at det gik galt på Strandvejen i Allinge.
‘De to polititjenestemænd, der befandt sig i patruljebilen måtte efterfølgende til behandling på Bornholms Hospital, men har det efter omstændighederne godt,’ udtaler politidirektør Martin Gravesen ifølge mediet og fortsætter:
‘Jeg er ked af, at vores kolleger er kommet til skade i forbindelse med varetagelsen af deres arbejde, men er meget lettet over, at de ikke er kommet mere alvorligt til skade. Samtidigt glæder det mig meget, at ingen borgere kom til skade i forbindelse med episoden.’
Slutteligt lyder det, at Den Uafhængige Politianklagemyndighed (DUP) også er gået ind i sagen, da betjentene som led i deres arbejdet var impliceret i uheldet.
Derfor er der for nuværende ikke yderligere information i sagen.




