Et nyt liv er kommet til verden i Knuthenborg Safaripark, hvor en girafkalv nu tager sine første skridt blandt savannens majestætiske dyr.
Et lille sommermirakel er sket på Danmarks største savanne.
En girafkalv er nemlig født i Knuthenborg Safaripark og trasker allerede stolt rundt ved sin mors side blandt næsehorn, antiloper, gnuer og strudse.
Det skriver Knuthenborg Park & Safari i en pressemeddelelse.
Fødslen fandt sted direkte på savannen. Her overværede både dyrepassere og gæster det sjældne øjeblik.
Der bliver kun født giraffer i Danmark et fåtal gange om året, og derfor har synet af den nyfødte kalv – næsten 2 meter høj og 125 kilo tung – naturligt nok vakt stor begejstring.
“Det er altid noget særligt, når der bliver født en dyreunge i parken, men giraffer er i en klasse for sig. Fødslen sker stående, og der er meget, som kan gå galt. Derfor er vi utroligt lettede og glade for, at alt gik godt – også selvom det blev en lang fødsel,” fortæller Jane Trolle, chef for dyreafdelingen i Knuthenborg Safaripark, i pressemeddelelsen.
(Artiklen fortsætter under faktaboksen)
FAKTA:
- Knuthenborg har Danmarks største savanne og største giraf-flok.
- Giraffen fødes stående – faldet fra moders livmoder er typisk omkring 1,5 meter.
- En nyfødt giraf måler ca. 180–200 cm og vejer omkring 120–130 kg.
Den lille giraf var dog hurtigt på benene, dier allerede fint hos sin mor og trives godt.
I naturen er de første timer livsvigtige – og det gælder også i safariparken, om end af andre grunde. Her er det ikke rovdyr, man frygter, men moderens reaktion, der er afgørende.
“Vi fulgte kalven tæt de første timer og var klar til at træde til, hvis noget gik galt. Men den står nu sikkert på benene og følger sin mor trygt rundt i flokken. Det er den bedste start, vi kunne ønske os,” siger Jane Trolle.
Med den nyfødte tæller giraf-flokken i Knuthenborg nu otte giraffer.