Her er de to vindere af nøgenløbet på Roskilde Festival

Der var kamp til stregen i Dream City på Roskilde Festival, hvor de to vindere nu er fundet. Se billeder fra stedet længere nede i artiklen

Vinderne af årets nøgenløb på Roskilde Festival er fundet.

Det blev de hurtige danskere Jesper og Frida, der som de to første løb over målstregen torsdag.

– Jeg er åbenbart ikke forfængelig anlagt. Jeg løb for første gang i år, og jeg kommer nok også til at løbe igen næste år, lyder det fra den mandlige vinder af løbet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Årets Roskilde Festival

Der var godt fyldt op blandt publikum, da løbet blev skudt i gang.

Rundt om banen, hvor selve løbet fandt sted, sad de nysgerrige tilskuere og kiggede på de nøgne deltagere.

Der var lidt flere mænd end kvinder, der deltog i årets løb, og i alt var der omkring 20 deltagere.

Nogle i kørestol, nogle med maling på kroppen og alle i løbesko og med vind i håret.

Vinderne blev taget imod med glitterkanoner, da de løb over målstregen.

For den kvindelige vinder, Frida, er det også en begivenhed, der kan gentage sig.

– Jeg ved ikke, om jeg kan løbe lige så hurtigt næste år, men jeg vil gerne være med, siger hun kort efter løbet.

Løbet er ifølge hende mere end bare et løb.

– Det er et vigtigt løb for Roskilde Festival, fordi vi viser et fællesskab, hvor vi har det sjovt.

Og det var lige ved, at vinderen Frida ikke blev en del af årets løb.

– Jeg var den sidste kvinde, der tilmeldte sig. Jeg tror måske, at folk ikke ved, at de kan tilmelde sig, lyder det fra den kvindelige vinder.

De ihærdige deltagere løb to runder på banen, der var markeret med afspærringsbånd, og varede under fem minutter.

De to vindere af nøgenløbet får billetter til næste års Roskilde Festival som præmie.

Selv om det ikke er alle, der kan vinde løbet, så skaber det alligevel glæde blandt flere af deltagerne.

– Alle os, der var med i løbet malede os sammen, inden løbet begyndte. Så vi gik og sang “vi er nøgne og flotte”, siger Sascha Bruhns og fortæller, at hun var helt overvældet af publikummets opbakning.

– Jeg havde hørt, at det er noget, som man husker og som noget helt legendarisk. Jeg føler mig meget komfortabel på Roskilde i det hele taget, så jeg følte mig faktisk ikke særlig nøgen under løbet, siger hun.

Hun mener, at der med løbet følger et budskab.

– Vi skal væk fra det her med at være forskrækket over noget, der er så naturligt som kroppen, lyder det fra Sascha Bruhns.

Løbet har været en tradition på festivalen siden 1998. I 2014 meldte festivalen dog ud, at man valgte at lukke løbet.

Flere lejre gik derfor sammen om at stå for de fremtidige løb. Og dermed kan traditionen leve videre, og det er flere af deltagerne meget glade for.

Du kan se billeder fra nøgenløbet HER.

/ritzau/