Store eksplosioner kan ifølge personer på stedet høres under en hændelse i et hus. Beredskabsstyrker er talstærkt fremme på stedet
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er sammen med brandvæsenet søndag eftermiddag massivt til stede omkring en adresse på Kalvehave Mark i sydsjællandske Kalvehave.
Her er beredskabet rykket ud i forbindelse med en voldsom brand.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Anmeldelsen er indløbet klokken 13.25 som bygningsbrand i et villahus, oplyser Presse-fotos.dks udsendte.
“Røgen kan ses flere kilometer væk. Det er en stor brand,” lyder det blandt andet.
Over for TV 2 Øst bekræfter Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi hændelsen.
“Jeg har meldinger, der siger, at der er tale om ild i staldbygning. Alle er ude af bygningen – de er selv kommet ud, inden vi kom derud,” fortæller vagtchef Bo Georg Petersen til mediet.
Ifølge TV 2 Østs udsendte rapporter har der kunne høres og mærkes store eksplosioner i forbindelse med branden.
Det er uklart, hvor bragene stammer fra.
Der er ikke meldinger om, at nogen personer skal være kommet til skade.
Det bliver efterfølgende en opgave for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi at klarlægge de nærmere omstændigheder til branden herunder, hvorfor den err brudt ud.







