Tidligere journalisthøjskole genopstår som kulturhus

Foto: Flemming Krogh

Med støtte fra Nordea-fonden forvandles den tidligere Journalisthøjskole i Aarhus til et samlingspunkt for kultur.

Med en bevilling på 95 millioner kroner fra Nordea-fonden er vejen nu banet for, at den tidligere Journalisthøjskole – kendt som Bunkeren – i Aarhus kan omdannes til et moderne og bæredygtigt kultur- og fællesskabshus.

Det er organisationen FO-Aarhus, der står bag projektet, som vil skabe et åbent og inkluderende samlingspunkt i bydelen Margrethebjerg, der er under hastig udvikling.

Det skriver FO Aarhus i en pressemeddelelese.

Kulturhus Bunkeren bliver ifølge FO-Aarhus et fleksibelt og mangfoldigt sted, hvor både beboere, foreninger, kunstnere, erhvervsliv og udsatte grupper kan mødes og deltage i aktiviteter på tværs af sociale og kulturelle skel.

“Kulturhus Bunkeren bliver Margrethebjergs sociale samlingspunkt. Vi drømmer om at skabe et sted, der bliver ramme for kultur, fællesskaber, forenings- og fritidsliv, og som bliver en central aktør i den kommende bydel, som mødested for områdets beboere og borgere i hele Aarhus,” siger Anne Thorø Nielsen, skoleleder for FO-Aarhus.

Den økonomiske støtte fra Nordea-fonden skal gøre visionen til virkelighed. Fonden fremhæver det lokale engagement og potentialet for at styrke fællesskabet i den nye bydel.

“Hos Nordea-fonden er vi stolte af at støtte transformationen af den tidligere journalisthøjskole til et nyt levende mødested, der kommer til at byde på et masse spændende foreningsaktiviteter og sociale arrangementer,” siger Christine Paludan, uddelingschef i Nordea-fonden.

Et byrum i udvikling

Kulturhus Bunkeren kommer til at ligge centralt i Margrethebjerg, et område i Skejby, hvor Aarhus Kommune har ambitiøse planer om at udvikle en ny bydel med både boliger, erhverv og fritidstilbud.

Byrådet har allerede afsat 10 millioner kroner til projektet, og den samlede budgetramme lyder på 131 millioner kroner, inklusive midler fra EU-projektet ‘Imperfect City’.

Respekt for kulturarv og klima

Den ikoniske bygning, opført i 1972 og kendt for sin brutalistiske arkitektur, skal transformeres med respekt for både kulturhistorien og bæredygtighed. Kulturhuset vil rumme alt fra socialøkonomisk café, værksteder og koncertsale til læsegrupper og fællesspisninger.

Projektet lægger stor vægt på social og miljømæssig bæredygtighed, og transformationen sker i tæt dialog med både nuværende og kommende brugere. FO-Aarhus har allerede igangsat midlertidige aktiviteter og inddragelsesprocesser i og omkring bygningen.

Kulturhus Bunkeren forventes at stå færdigt i 2028, men transformationen er allerede i gang. Ambitionen er at skabe et hus, der både bygger bro mellem mennesker og mellem fortidens bygninger og fremtidens behov.

Et genopdaget maleri af den danske maler Vilhelm Hammershøi er netop blevet solgt for millioner på auktion i London.