En 39-årig mand nægter sig skyldig i drab på sin samlever. Han erkender ifølge politi at have udøvet vold.
En 39-årig mand, som er sigtet for drab på sin kvindelige samlever i Tranbjerg J ved Aarhus, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Det oplyser Østjyllands Politi på X.

Manden erkender ifølge politiet at have udøvet vold mod kvinden, men nægter drab.
Den 39-årige har taget sig betænkningstid, i forhold til om han vil anke varetægtsfængslingen.
Det var tirsdag formiddag, at Østjyllands Politi meddelte, at den 39-årige var blevet anholdt og sigtet for drab på en 50-årig kvinde.
Kvinden blev fundet død tidligt tirsdag morgen på en adresse i Tranbjerg J i det sydlige Aarhus. Den 39-årige mand boede sammen med den 50-årige kvinde.
Manden ringede selv til politiet klokken 04.53 og oplyste, at hans kvindelige samlever var død.
Flere patruljer og en ambulance nåede frem til stedet, men kvindens liv kunne ikke reddes.
Politiet har i løbet af tirsdag været til stede på adressen. Den afdøde kvindes pårørende er underrettet.
I Viby J få kilometer fra Tranbjerg J blev en anden 50-årig kvinde fundet dræbt søndag, efter at hun var blevet stukket med en skarp genstand.
Her blev en 29-årig kvinde anholdt og sigtet for drabet på den 50-årige. Hun nægter sig skyldig.
Mandag 16. juni blev en 47-årig kvinde dræbt af skud på åben gade på Frederikssundsvej i Brønshøj i København. En 61-årig mand, som er kvindens eksmand, er sigtet for drabet.
Manden har nægtet sig skyldig i drab, men erkendt at han har skudt. Ifølge mandens anklager mener manden at han har skudt en anden.
Dagen efter blev en mand og kvinde i 40’erne fundet døde i Nørresundby. Senere lød det fra politiet, at den indledende efterforskning peger på, at manden dræbte kvinden, han havde boet med, og derefter sig selv.
Samme dag blev en 55-årig og en 84-årig mand anholdt og sigtet for drab på en 71-årig kvinde i Esbjerg. Den 84-årige mand er senere blevet løsladt, men er fortsat sigtet i sagen.
Den 55-årige blev fængslet efter et grundlovsforhør. Han nægter sig skyldig.
/ritzau/

