Først blev en 16-årig pige anholdt for at have medvirket i et drabsforsøg begået mod en teenagedreng. Nu sker en ny udvikling i sagen
En 21-årig mand er anholdt og bliver onsdag stillet for en dommer i retten, hvor han er sigtet for at have forsøgt at begå grov vold under et umiddelbart drabsforsøg, hvor en 16-årig pige også deltog.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Sagen relaterer sig ifølge Midt- og Vestjyllands Politi til en anden voldsepisode, hvor en 16-årig mandag aften blev overfaldet og stukket med kniv i et solcenter på Fruehøjvej i Herning.
Hvad den nye sag mere nøjagtig handler om, har politiet endnu ikke oplyst, men det drejer sig om en ikke fuldbyrdet voldsepisode, som tidsmæssigt ligger efter episoden i Solcentret.
Mandag aften blev en 16-årig dreng overfaldet af flere gerningsmænd i et solcenter på Fruehøjvej i Herning. Han blev efterfølgende fløjet med akutlægehelikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Her blev han senere meldt uden for livsfare.
I forbindelse med efterforskningen anholdt politiet natten til tirsdag en 16-årig pige. Det var anklagemyndighedens opfattelse, at pigen havde lokket den jævnaldrende dreng hen i solcentret, med henblik på at han skulle overfaldes.
Pigen er sigtet for medvirken til forsøg på manddrab, men Retten i Herning har i første omgang valgt at fængsle hende på baggrund af en mistanke om grov vold.
Forskellen på, hvorvidt der er tale om grov vold eller drabsforsøg, handler om, hvorvidt pigen har vidst, at overfaldet blev så groft, at det var livstruende.
Midt- og Vestjyllands Politi meldte tirsdag ud, at man nu rettede efterforskningen mod at finde gerningsmændene bag selve overfaldet.
Den 21-årige, som nu er anholdt, er dog ikke i den kategori. Som nævnt drejer sigtelsen mod ham om en anden og efterfølgende episode.
Onsdagens grundlovsforhør går efter planen i gang klokken 12.
/ritzau/





