Ny udvikling i sagen om Mike Fonseca

Ifølge partisekretær bragte Mike Fonseca selv på banen, at han skulle have penge for at forlade Folketinget

Det var Mike Fonseca selv, der bragte på banen, at han havde brug for et “økonomisk sikkerhedsnet”, hvis han skulle udtræde af Folketinget.

Det siger Moderaternes partisekretær, Britt Bager, i et interview med TV 2.

Interviewet er lavet i forbindelse med, at Frihedsbrevet tirsdag morgen beskriver en lydoptagelse, hvor partiformand Lars Løkke Rasmussen (M) er klar til at give Mike Fonseca seks måneders “løn” for at trække sig fra Folketinget og dermed overdrage sit mandat til Moderaterne.

Britt Bager mener ikke, at lydoptagelsen viser, at Moderaterne forsøger at købe sig til Mike Fonsecas mandat.

– Jeg synes ikke, at der er tale om at købe et mandat. Der er tale om at finde en god løsning på en meget, meget svær situation, siger hun til TV 2.

Det er Mike Fonseca selv, der har optaget lydfilen og givet Frihedsbrevet adgang til den.

Ifølge Fonseca blev han tilbudt 370.000 kroner fordelt over seks måneder, ligesom Moderaterne også ville stille psykologhjælp og krisehåndteringsekspertise til rådighed.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Mike Fonseca – Foto: Folketinget

Diskussionen om den mulige betaling fandt sted i forbindelse med, at Moderaterne blev bekendt med, at Mike Fonseca havde et forhold til en 15-årig pige og dermed havde brudt partiets interne adfærdskodeks.

Lars Løkke Rasmussen siger i en skriftlig kommentar til TV 2, at der foregik flere samtaler med Fonseca end den, som Frihedsbrevet gengiver.

– Det var en ganske usædvanlig situation, hvor vi prøvede at finde en løsning, der tog hensyn til både Mike og hans nærmeste og samtidig værnede om partiet, siger han.

Fonseca valgte at sige nej tak til tilbuddet. Han meldte sig i stedet ud af Moderaterne og tog sygeorlov. Han er i dag fortsat løsgænger i Folketinget.

/ritzau/