16-årig stukket ned: Fløjet på hospitalet i helikopter

En 16-årig dreng er kommet alvorligt til skade i knivstikkeri og er blevet fløjet på hospitalet.

En 16-årig dreng er mandag blevet stukket med en kniv i Herning.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på det sociale medie X lidt efter midnat.

Drengen er kommet alvorligt til skade, skriver politiet. Han er blevet fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Politiet knokler fortsat på stedet natten til tirsdag.

Tidligere mandag aften oplyste politiet, at det var til stede i Herning midtby i forbindelse med et mistænkeligt forhold.

Omkring midnat er politiet stadig til stede ved Fruehøjvej.

– Vi er fortsat talstærkt til stede i Herning. Det er vi i forbindelse med efterforskningen af et knivstikkeri, der skete tidligere på aftenen, skriver politiet.

De pårørende er underrettet.

Politiet fik anmeldelsen omkring klokken 20.30, oplyser kommunikationsrådgiver i Midt- og Vestjyllands Politi Mette Quistgaard.

Knivstikkeriet er sket umiddelbart før anmeldelsestidspunktet, siger hun.

Hun oplyser videre, at der endnu ikke er foretaget nogen anholdelser.

Hun afviser at svare på, om politiet leder efter en eller flere gerningspersoner. Det er af hensyn til efterforskningen.

Kommunikationsrådgiveren vil heller ikke oplyse, hvad politiet ved om de nærmere omstændigheder for knivstikkeriet.

– Jeg kan sige, at det er en lokal dreng.

– Efterforskningen er i fuld gang, og vi kommer til at være derude i et stykke tid endnu, siger Mette Quistgaard.

Politiet vil gerne høre fra borgere i Herning, hvis de har set noget mistænkeligt i området omkring Fruehøjvej fra klokken 19.30 og frem.

OPDATERING: 16-årig pige anholdt for voldsomt knivstikkeri

Mandag aften er flere brandfolk til stede ved en brand, hvor der lige nu breder sig røg i området.