FCK afviser storklub

Det er ikke mange uger siden, at FC København kunne fejre deres triumf, efter endnu en gang at have vundet the double.

Nu er festen så småt ved at være slut og købenahavnerne begynder deres forberedelse frem mod næste sæson og deres champions league kvalifikation.

I den forbindelse kan det være alfa omega for hovedstadsklubben at kunne holde sammen på truppen, og ikke mindst manden, som står i spidsen for den.

Københavners cheftræner har længe været en attraktiv mand på transfermarkedet, hvilket tilsyneladende ikke har ændret sig.

Ifølge Bold.dk har Bundesliga-klubben Wolfsburg, med Peter Christiansen i spidsen, taget kontakt til de danske mestre med henblik på at købe den 37-årige cheftræner fri. 

Men for nu er svaret nej. 

Ifølge Bolds oplysninger er FC København ikke interesseret i at miste deres cheftræner, som for nylig kunne fejre sin anden The Double på tre sæsoner, og derfor er Wolfsburg blevet afvist.

Jacob Neestrup har kontrakt med FC København frem til sommeren 2029. Det var en aftale, som cheftræneren skrev under på så sent som i oktober sidste år.

Dermed ser det altså ud til, at de københavnske fans kan ånde lettet op, men måske er det kun for en kort stund.

Flere medier melder nemlig om massiv interesse for den 37-årige københavner.