En 37-årig kvinde er onsdag morgen blevet hastet på Rigshospitalet i en ambulance med politieskorte efter en alvorlig højresvingsulykke i København
Onsdag morgen klokken 07.42 har Københavns Politi modtaget en frygtelig anmeldelse om en færdselsulykke mellem en lastbil og en kvinde.
Det bekræfter vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen over for Presse-fotos.dk.
“Vi har en højresvingsulykke. En 37-årig kvinde er blevet påkørt og er blevet bragt på hospitalet i en ambulance med eskorte. Der er sket alvorlig tilskadekomst,” siger vagtchefen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge Presse-fotos.dks udsendte er den alvorlige ulykke sket i krydset mellem Mimersgade og Hamletsgade i København N.
Københavns Politi tilføjer, at kvinden er ved bevidsthed, men vagtchefen har på nuværende tidspunkt ikke øvrige kommentarer i sagen.
“Jeg kan ikke komme nærmere ind på hendes tilstand – vi har endnu ikke foretaget underretning af pårørende, så det er begrænset, hvad jeg kan sige,” fortæller vagtchef Michael Andersen.
Københavns Politi har rekvireret en bilinspektør, der nu skal foretage undersøgelser på ulykkesstedet for at klarlægge de nærmere omstændigheder.
“Først derefter kan vi tage stilling til en eventuel sigtelse af lastbilchaufføren,” afslutter vagtchefen.
OPDATERING:
Klokken 08.33 oplyser Københavns Politi, at de pårørende er blevet underrettet.
‘Der er åbnet for trafik, men der opleves udfordringer med fremkommeligheden på stedet. Vi opfordrer til, at der vises tålmodighed,’ lyder det videre.
Google slukker for en populær Chrome-funktion: Mange mister adgang




