Danske kommuner dropper dette grundet Trump: “Vi bliver udfordret”

Både Københavns Kommune og Aarhus Kommune vil skille sig af med det amerikanske selskab Microsoft som udbyder af forskellige it-systemer.

Det skriver Politiken.

I København skyldes beslutningen økonomi og en “monopollignende” tilstand, mens den udenrigspolitiske situation med Donald Trump som USA’s præsident ligeledes er et motiv.

Det siger Henrik Appel Espersen (S), der er formand for revisionsudvalget i kommunen, til avisen.

“Hvis nu, teoretisk set, forholdet til USA skulle blive værre, så kan man frygte, at Microsoft kan blive tvunget til at lukke det hele ned”, lyder det.

“Den mulighed eksisterer. Og hvis vi pludselig ikke kan sende mails og kommunikere i vores systemer, så bliver vi altså udfordret”.

Nogenlunde samme begrundelse kommer fra Aarhus, hvor beslutningen blev taget for nylig.

I begge kommuner har man brugt Microsoft Office-programmerne samt selskabets cloudtjenester.

Bo Fristed, der er digitaliseringschef i Kultur og Borgerservice i Aarhus, siger, at man nu har skiftet til en tysk udbyder.

Det har nedbragt den årlige regning i hans egen afdeling fra 800.000 kroner til 225.000 kroner, siger han.

Men han erkender også, at det ikke blev taget godt imod af de ansatte, at man skiftede til et alternativ. Det blev oplevet som en forringelse.

Dog har mange været glade for at kunne være med til at spare penge på kommunens vegne.

I København vil man også finde et europæisk alternativ til Microsoft.

For lidt mere end et år siden kunne techmediet Version2 beskrive, hvordan kommunernes udgifter til Microsoft var eksploderet de seneste år.

Eksempelvis lød kommunernes årlige regning på 313 millioner kroner i 2018, mens den fem år senere var vokset til 538 millioner kroner.

Selskabet var en så integreret del af kommunernes systemer, at der ikke fandtes alternativer, lød det.