Dansk musiker skal i fængsel

Den danske hitmager kan ikke længere kalde sig en fri mand. Han har i dag modtaget sin dom ved Københavns Byret.

Den problematiske rapper fra Vejle er efterhånden en kendt person herhjemme.

Han er dog ikke kun kendt for sine musikalske talenter, men han er også særdeles velkendt i det danske retssystem.

Nu kan den 29-årige rapper Jamaika snart trække i fængselstrøjen igen.

Det skriver Se og Hør, der er til stede i Københavns Byret, hvor rapperen ved middagstid er blevet idømt 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens paragraf 260 for ulovlig tvang.

Jamaika var oprindeligt tiltalt for grov kidnapning og frihedsberøvelse efter paragraf 261 i sagen, der stammer fra 2023, men han blev ifølge mediet frifundet for forholdet om frihedsberøvelse.

Rapperen skulle, ifølge tiltalen, være hoppet ind i en Ford Focus, hvorefter han truede chaufføren på livet.

“Kør, eller jeg skyder dig!”, skulle han først have sagt. 

Under tirsdagens retsmøde kom det ifølge Se og Hør frem, at truslerne fortsatte, da rapperen krævede, at chaufføren kørte over for rødt. 

Den forurettede var ifølge Se og Hør en ældre kvinde, der herefter kørte rapperen rundt i indre by i sin Ford Focus, der til tider nåede op på mere end 100 kilometer i timen på køreturen, der varede omkring 15 minutter. 

Han slap dog for at blive dømt for frihedsberøvelse, da domsmændende ikke mente, at det var tilfældet på køreturen rundt i Københavns gader.

Det er langt fra første gang at den skandaleramte rapper bider skeer med det danske retsvæsen.

Tilbage i 2021 blev han idømt forvaring i en sag om et voldsomt knivoverfald, trusler og en efterfølgende flugt fra politiet, der udspillede sig tilbage i 2019.